Sitemap | Avanceret søgning |

Sushi for begyndere

Forude i badebyen Shimoda klamrer rå havsnegle sig en sidste stund til Stillehavskystens klipper, inden de skal spises af Explorer-holdet.

Publiceret 25-07-1999

Tokyo, søndag den 25. juli 1999

Straks ved Explorer-holdets ankomst til Japan, gør Jyllands-Postens faste mand i Tokyo med et djævelsk smil resten af holdet opmærksomme på, at der forude venter kulinariske eventyr af den sjældne slags. Vi er vel ude for at opdage verden!

"Ikke jeg," lyder det bestemt fra fotografen.

Trods en opvækst i fiskeribyen Bergen, hører gråsorte gummiagtige snegle ikke med på hans repertoire over en rigtig opdagelsesrejse. Men det kommer, før han aner det.

Derfor er vi gået i skarp træning.

Allerede på den første sushibar kaster vi os ud i en intens kamp om, hvem af exploratørerne, som tør stikke spisepindene i de fleste og mest eksotiske eksemplarer af Japans nationalspise, sushi. Uden at gå japanernes ære for nær, kan retten for uindviede beskrives som en mundfuld klistret ris med et stykke rå fisk som pålæg.

Hvem kunne også forestille sig en rejse med mandlig deltagelse uden en konkurrence?

Serveringen foregår automatisk. Med japanernes sans for effektivitet, har de opfundet et system, hvor sushierne uden ophold kommer rullende på et samlebånd i øjenhøjde.

Det går meget godt med den rå tun, laksen og jomfruhummerhalerne - selv ålen glider ned. Man må jo støtte dansk åleeksport.

Værre er det med tangen. Exploratør Lund, som er en erfaren mand, mener at vide, at tang bliver det, vi alle sammen skal leve af, hvis verdens befolkningstal stiger yderligere.

Den kvindelige exploratør går straks i gang med at øve sig. Tokyos gader og stræder er i hvert fald noget mere befolkede end Vildmosen hjemme i Vendsyssel, så overbefolkningen kommer, før vi venter det, mener hun.

Hun prøver sig frem med en tangrulle med tangé... Lysegrøn tang magen til det, der truede med at dræbe Mariager Fjord forrige sommer, og som her på tallerkenen er marineret med en mellemting mellem saltet æggehvide og blækspruttespyt.

Hun er nu en klar tilhænger af en forstærket indsats for præventionens udbredelse.

Apropos blæksprutter. Så bliver de mangearmede skabninger nok sidste skridt, inden de rå havsnegle. Den ottearmede kan lige gå an. De friturestegte rismelsæbleskiver med blækspruttestykker er mere tvivlsomme. Derfor har vi stadig miniudgaven af den tiarmede til gode. Den ligner en violet kloning mellem en vingummibamse og en rå kyllingelever -og er ingen stor reklame for sig selv.

Trods vores overlegenhed i både højde og drøjde kan explorer-holdet slet ikke hamle op med de små vævre japanere. Nabomanden efterlader en større opvask på 16 små sushi-tallerkener.

Exploratør Lund når op på ni. Men han har også smugtrænet.

Landefakta
Japan
Japan er en øgruppe med fire store og adskillige mindre øer. Arealet er på 377.812 kvadratkilometer, og hovedstaden (beliggende på øen Honshu) hedder Tokyo.
Landeportrætter
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Japan

Klassetrin
7.-10. klasse