Sitemap | Avanceret søgning |

Børn om bjørne

"Altså, nu må du styre dit temperament, ikke?" Rasmus Ulveman på syv år havde masser af formaninger til sin far over telefonen fra Danmark.

Publiceret 10-06-1999

KODIAK, ALASKA D. 9. juni 1999

Advarselen gjaldt Explorer-holdets kommende ekspedition ud til de store Kodiak -bjørne ved Ayakulak-floden, hvor vi efter planen skal klapre tænder i et telt i hele to nætter. Og det bliver sikkert ikke kun af kulde.

"Ekspert-råd" har vi ikke savnet.

"Hvis du viser ansigt eller sådan noget, så kan bjørnen godt blive rigtig sur, og så stiller den sig på bagbenene. Så er den farlig," sagde Rasmus.

Vi har erfaret, at børn har vidt forskellige opfattelser af bjørne, bare i vores lille verden.

"Bjørne er da ikke farlige. Jeg har selv så mange af dem," sagde ni-årige Sille Jørgensen til sin far.

Han gjorde ellers, hvad han kunne, for at overbevise sin datter om, at det nok ikke er nogen god ide ligefrem at forsøge at kramme de store dyr.

Stroyer har modtaget adskillige opfordringer fra kæresten Ulla om at komme hjem i et helt stykke og ikke udfordre skæbnen. Det har ingen af os dog planer om. Virkeligheden er skræmmende nok.

"I kommer sikkert tættere på dem, end I vil bryde Jer om. Som her fra og hen til skraldespanden," sagde Tom Merriman, der ejer Kodiaks største sportsforretning.

Afstanden til skraldespanden var sølle tre meter.

"Bjørne er nysgerrige. De finder ud af, at mennesker tit har mad med, og vænner sig til at komme tæt på dem for at få et let måltid," forklarede Tom.

Kort efter finkæmmede vi lettere skræmte det lokale supermarked for frysetørret mad, der ikke afgiver indbydende lugte. Med lidt vand til kan vi både klare røræg og bacon til morgenmad og spise sur-sød kinesisk ret om aftenen.

Men vi er naturligvis optimister og regner med, at menuen skal stå på kongelaks begge aftener -selvfangede naturligvis.

Linen på vores lejede fiskegrej kan holde op til syv kg. -altså en mindre delfin -men spørgsmålet er, om det er nok.

Vi har alle sikret os licens til ikke blot at fange kongelaks, men også til at bringe byttet hjem. Der er tilmed indkøbt en kæmpe papkasse til at fragte pragteksemplarerne i.

Nedtællingen er i gang. Bjørneforsvaret på plads. Telt, soveposer og satellittelefon afprøvet. Spejderånden i top.

Temaer
Landeportrætter
Hvis du vil vide mere