Sitemap | Avanceret søgning |

Tåget op og nedtur

I går gik det for alvor op for os, at Alaska er en smule større end Danmark.

Publiceret 04-06-1999

VALDEZ, ALASKA, D. 3. JUNI 1999

Fædrelandet er en lille kolonihave sammenlignet med dette gigantiske område.

Alaska fylder en femtedel af det areal, som de øvrige 48 stater på det amerikanske kontinent strækker sig over. Distancen fra yderste spids i vest mod øst svarer til strækningen Los Angeles-Miami.

Læg dertil, at vejene på grund af permafrosten har en stærkt svingende kvalitet, så er det lige før, at opskriften på sikker "kabinekuller" er hjemme.

Efter en dags kørsel ankom vi til havnebyen Valdez. På kortet kunne vi se, at der gik færger i alle retninger. Vi ville lige snuppe en god nats søvn og så hoppe på færgen ud til et lille fiskersamfund.

Hurtigt gik det op for os, at denne rute ikke er Odden-Ebeltoft. Samt at vores research i de indre færgeforbindelser i Alaska måske var en smule mangelfuld.

"Næste færge går på fredag," sagde kvinden fra Alaska Marine Highway.

"Og den returnerer ikke før den 10. juni". I øvrigt tog færgefarten 12 timer -hver vej. Altså ikke de 2,5 timer, vi havde regnet med.

Vi så hurtigt dagene tikke af sted. Der er trods alt grænser for, hvor mange historier, der kan rapporteres fra en by med 2.500 indbyggere.

Så det var frem med kort, tabeller og kalendere for at lægge en ny plan for vores resterende dage i denne smukke stat.

Men en tåget, kold og ensom fiskerby er også charmen ved en "spejdertur" som denne. Vi har lært at håndtere nedturene med en "nu-giver-vi-den-en-skalle" attitude.

En dims ryger i et oplade-aggregat og det koster en halv dags arbejde, samt en omvej på 500 kilometer for at samle en ny op, der er sendt ekspres fra redaktionen hjemme til Anchorage. Så gælder det om at holde humøret højt og tænke på de ting, der er lykkedes undervejs. I en stund som denne lader Ulveman også tankerne fare til sin kærestes forestående fødsel, Stroyer til sin snarlige status som bedstefar og Jørgensen til sin kones fødselsdag i Espergærde.

Her på toppen af verden lever vi af succeshistorier og sjove oplevelser.

Det er råstoffet i Explorer-ekspeditionen.

Dagens vildtbarometer:

2 hulepindsvin (det var hverken bævere eller stinkdyr, som vi troede)
4 Moose
1 brun bjørn (grizzly)
19 sorte bjørne
20 hvaler (cirka)
13 rensdyr
4 amerikanske ørne
1 hvid bjergged

Temaer
Landeportrætter
Hvis du vil vide mere