Sitemap | Avanceret søgning |

Træer, træer - og atter træer

"Jeg er spændt på at se, om I kan holde dampen oppe. Der sker ingenting deroppe. Det er den jyske hede gange 1000."

Publiceret 24-05-1999

På vej mod Alaska d. 21. maj 1999

Vi var ikke mere end tre-fire timers kørsel nord for Vancouver, da chefredaktør Ejbøls afskedsadvarsel poppede op. Ingenting? Jeps, absolut ingenting.

Explorerbilen er med 100 kilometer i timen på vej derop, hvor mænd er nogle med overarme som tømmerstokke, og hvor bjørnene kan løbe 60 kilometer i timen.

Vi har grundigt studeret reglerne for nærkontakt med de store bamsedyr. Regel nummer et er at udvise ydmyghed og underdanighed og frem for alt ikke virke truende. Ikke tro, at man kan skræmme en bjørn væk ved at sige "bøh" eller trække bilens farligste våben: Sprayflasken med tåregas.

Regel nummer to er ikke at gå i panik og begynde at opføre sig som et bytte på vild flugt. Og hvis endelig bjørnen vil tjatte lidt, skal man ikke slå igen, men blot spille død. Simpelthen.

Formentlig kan de samme regler med fordel bruges ved omgang med skovhuggere.

Alt dette ligger som udgangspunkt en flok nyhedsreportere ganske fjernt naturligvis.

Men indtil videre har vi ikke set andet end træer. Vi har vel passeret nok træer til mindst 50 års produktion af Jyllands-Posten -selv når fremtidens selvfølgelige oplagstigning er indregnet.

Endnu er vi dog ikke nået til punktet, hvor man kan vække opsigt ved at sige:

"Se, der er en ko". Men det kommer nok i løbet af de kommende dage.

Snakken i kabinen er sjovt nok begyndt at handle om -træer. Hvorfor er et område pludselig goldt som en færøsk klippeø og det næste tæt bevokset? Er det mon på grund af en urgammel instinktiv kastraktionsangst, at mænd altid skal finde et beskyttende træ at tisse op ad? Hvis en klog læser kan opklare disse mysterier og sende os en e-mail via JPs hjemmeside, vil vi være taknemmelige, for det vil med garanti øge samtaleniveauet i kabinen.

Når temaet træer er udtømt fyrer vi op for stereoanlægget med de helt syrede hits fra 60'erne: The Doors -Light my Fire.

På et tidspunkt blev der syret så meget, at vi ganske glemte at bilen ikke selv finder vej til Alaska. Det var en dyr lektion. Det kostede en omkørsel på 300 kilometer -og endnu flere træer.

Men vi ved, at historierne ligger derude et sted i vildnisset. Og vi har som en anden bjørn færten af dem.

Landefakta
Canada
Vidste du, at hovedstaden hedder Ottawa, at arealet er 9.976.000 km², og at befolkningen er på 33,2 millioner mennesker?
Landeportrætter
Hvis du vil vide mere