Sitemap | Avanceret søgning |

Explorer redder skovarbejdere

Han står på broen i gult regntøj og vinker os ind til siden.

Publiceret 26-05-1999

Greenville, British Columbia, tirsdag d. 25. maj

Vi er derude, hvor asfalten for længst er hørt op og hvor der er flere bjørne end mennesker. Her kører man ikke forbi et menneske i nød.

"Vores bil sidder fast nede ved flodbredden. Vi har brug for In til at trække os op," siger Bob og peger ned på Nash-floden. Explorer-holdet kigger i et kort sekund på hinanden. Klokken er 19, regnen siler ned og vi kommer direkte fra et bryllup hos den lokale indianerstamme.

Hjemme på Miles Inn venter den varme jaccuzzi.


REDNINGSMÆND
Sandstigerne, der ikke havde været i brug siden Afrika, viste sig nyttige i Canada

Men vi vender rundt og kører ned til floden via en tilgroet skovvej, hvor Bobs to skovarbejder-kolleger står.

De er hærdede typer med barkede næver og fuldskæg. I tre timer har de kæmpet for at køre deres 6,2 liters Ford pickup-truck fri af det dybe mudder. Den har gravet sig længere og længere ned og risikerer at forsvinde helt ud i den kraftige strøm i floden.

De tre skovarbejdere ligner nogle fire-årige drenge, der har været ude på legepladsen og mudret sig til. De har så småt indstillet sig på at overnatte i bilen, indtil der kan komme forstærkninger fra nærmeste by 150 kilometer væk. Alt sammen under forudsætning af, at vandet ikke stiger i flodlejet.

Explorer-bilen har imidlertid alt det tre nødstedte skovarbejdere i deres vildeste fantasi ikke engang har turdet drømme om.

Stålwiren fra taget spændes fast i deres truck, og vi slår firehjulstrækket til. Men ikke engang den kombinerede indsats af over 9.000 kubik er nok til at trække bilen fri de første mange gange. Begge bilers hjul snurrer hjælpeløst rundt i mudderet.


REDNINGSMÆND - Sandstigerne, der ikke havde været i brug siden Afrika, viste sig nyttige i Canada

Den slags har vi naturligvis også et svar på. Vi må op på taget igen og binde Sydamerika-holdets kællingeknuder op for at få de sandstiger fri, der tidligere har sikret et fast underlag for bilens hjul i nødsituationer.

Vi placerer sandstigerne under deres hjul. Denne gang lykkes det. Vores tre liters turbodiesel trækker deres potente bil med en dobbelt så stor motor fri.

De er lykkelige og har svært ved at fatte, at de netop er blevet reddet af en verdensekspedition. Bob spørger om han også må låne vores satellit-telefon, hvis han betaler. Selvfølgelig.

"Kan vi ellers hjælpe med noget? Hvad med en kold øl fra køleskabet?" spørger vi.

Vi er godt mudrede til, men afviser elskværdigt tilbuddet om canadiske dollars.

Nu har vi lagt seks bjørne, tre skovarbejdere og 100 millioner træer bag os. Og vi har knap nok rullet ærmerne op.

Dagens Vildt Barometer (fra Seattle):

20 hvaler

19 sorte bjørne

3 rener

4 amerikanske ørne

2 hvidpotede harer

1 hvid bjergged (nordamerikansk)

Landefakta
Canada
Vidste du, at hovedstaden hedder Ottawa, at arealet er 9.976.000 km², og at befolkningen er på 33,2 millioner mennesker?
Landeportrætter
Hvis du vil vide mere