Sitemap | Avanceret søgning |

Stik nord

Vi tillod os at flotte os i aften. Med møjsommelig omhu valgte vi Chinatowns mest eksklusive restaurant med udsigt over bugten ud for Vancouver og de sneklædte tinder omkring byen.

Publiceret 21-05-1999

VANCOUVER, CANADA D. 20. MAJ

"Imperial" var stedets passende navn, hvor værten bukkende bød velkommen og huskede vores navn fra reservationen, uden at vi overhovedet havde præsenteret os. Og sådan fortsatte det bare.

Forkælelsen havde en baggrund.

I dag forlader vi civilisationen og kører ud i den canadiske ødemark.

Computerprogrammet har udregnet turen til Anchorage i Alaska til omkring 5.000 kilometer -uden svinkeærinder, vel at mærke. Dem har vi dog indlagt et par stykker af. Men vejene er så ringe, at turen - ifølge programmet - vil tage 10 dage med seks timers kørsel i gennemsnit pr . dag. Adskillige bjergpas skal passeres i Rocky Mountains.

Computeren siger, at vi skal tage færgen det meste af vejen uden om de bjergrige områder. Det skulle ifølge den snedige "Tripmaker" være både hurtigere og smukkere. Men i baghovedet hviler formaningerne fra vores store organisator hjemme i København, Henrik Thomsen:

"Husk, det er dogme, det her!"

Så vi vil rulle derudaf på fire hjul, dog kun to i svingene, og leve os ind i miljøet omkring Alaska Highway så godt vi kan. Fløjlsskjorterne er fundet frem og skægget får lov til at stå indtil vi forlader Alaska i midten af juni, så vi kan blande os ubemærket med skovarbejdere, lastbilchauffører og nåletræer.

Allerede her i Vancouver har vi øvet os i vildmarks-kørsel med kraftige undvigemanøvrer uden om forhindringer (andre biler), kørsel gennem busgaden og i modsat rettet trafik samt pludselige og gentagne u-sving. Alt sammen alene for øvelsens skyld, naturligvis. Undervejs kom der en betænkelig stank af brændt kobling op i kabinen.

Under øvelsen rullede en politibil op på siden af os. De kunne se, at vi var langt hjemme fra og mente tilsyneladende, at vi havde brug for et par gode råd.

Vi har også forsøgt at reparere det, der er muligt inden Toyotas forsyningslinjer tynder ud. Allerede omkring Phoenix, Arizona blev en af bilens ekstraforlygter sparket ud. I USA fandtes ikke en tilsvarende -og det gør der tilsyneladende heller ikke i Canada.

"Vi har aldrig nogen sinde set en lignende bil her," sagde de på Toyota, Vancouver. Og spørgsmålet er, om de nogen sinde kommer til det.

Landefakta
Canada
Vidste du, at hovedstaden hedder Ottawa, at arealet er 9.976.000 km², og at befolkningen er på 33,2 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere