Sitemap | Avanceret søgning |

Bye, bye USA

Han kunne stadig sige "Rødgrød med fløde" og forsøgte flere gange forgæves at imponere Stroyer og Jørgensen med sætningen, mens de utålmodigt ventede på skipper Ulveman ved grænsen til Canada.

Publiceret 20-05-1999

VANCOUVER, CANADA D. 19 MAJ 1999

Jakob Petersen, hed han. Han stammede fra Grenå, gjorde et stort nummer ud af at fortælle den vantro Explorer-besætning, at han i øvrigt havde glemt alt om det at tale dansk, siden han havde aftjent sin værnepligt ved flyvevåbenet i Karup i 1962 og derefter var udvandret. Jo, integrationen af Jakob Petersen var skam lykkedes til fulde.

Den utålmodige venten skyldtes, at Ulveman var sporløst forsvundet i en tilsyneladende altædende papirmølle i det amerikanske speditionsfirma, der i samarbejde med et dansk ekspeditionsfirma havde fået opgaven at gelejde Explorer-bilen fra USA til Canada.

Efter fem kvarters forhandlinger i den store grå betonbygning vendte Ulveman tilbage kobberrød i ansigtet af raseri. Papirarbejdet var ikke på plads -og i øvrigt viste det sig at være helt overflødigt. Trods sin i øvrigt imponerende størrelse er Explorer-bilen ikke en 30 fods lastbil, og derfor var dokumenterne slet ikke påkrævede.

Agenten får ikke lov til at dø i synden, lovede besætningen hinanden med en galgenhumor, der var blevet grundlag allerede tidligt om morgen forud for den 175 kilometer lange tur fra Seattle til Vancouver. Det skyldtes alt sammen Jimmy, morgentjener på hotellet.. Hans yndlingsudtryk var "I am sorry" alt imens han med et vildt udtryk gennem sine studentikøse hornbriller pøsede kaffe ud i skødet på fotograf Stroyer og skældte det øvrige hold ud for ikke at have bestilt den morgenmad, de havde bestilt. Jimmy blev lynhurtigt af holdet bedømt til at være en af byens mange miljøskadede computernørder, der er nødsaget til at betale sine anseelige internetregninger ved at påtage sig et job, han i bund og grund afskyede. Det hjalp dog ikke på situationen.

Explorerholdets tålmodighed blev efterfølgende afprøvet, da holdet -endnu engang -forsøgte at finde frem til adressen på en af Jørgensens interview-aftaler. Denne gang i Vancouver. En stadig mere sammenbidt Stroyer kæmpede sig ved rattet gennem byens tilsyneladende ulogiske virvar af gader, og Jørgensen blev til sidst pålagt at ringe manden op på mobiltelefon, så han on-line kunne lede bilen på rette vej. Det gik godt. Lige ind til telefonen løb tør for strøm og slukkede med ubønhørligt klik. Først en time efter kunne Explorer-bilen rulle op foran huset -godt hjulpet på vej af blandt andet en forbipasserende herboende dansker i en ældre Mazda. Stroyer vejer i dag 62 kilo. Og Jørgensen sidder med en cigaret i hånden. Gennem tobakstågerne kan vi ikke se om han ryger. Ulveman er meget stolt over, at han ikke har spist noget hele dagen, lige indtil...

Landefakta
Canada
Vidste du, at hovedstaden hedder Ottawa, at arealet er 9.976.000 km², og at befolkningen er på 33,2 millioner mennesker?
Landeportrætter
Hvis du vil vide mere