Sitemap | Avanceret søgning |

Opfedning og slankekur

Vores hold har nu været samlet i nogle dage og det står lysende klart for os, at vi har forskellige personlige ambitioner med denne tur.

Publiceret 19-05-1999

SEATTLE, WASHINGTON D. 18. MAJ 1999

Canadas uendelige vildmark og Alaskas smukke natur venter forude og det har naturligvis sat gang i drømmerier og planer.

Mens fotograf Stroyer landede i Seattle med en målsætning om at tage nogle kilo på, skal Ulveman og Jørgensen for eksempel helst smide nogle kilo før de er klar til sommeren. Bare et par stykker vil pynte!

Konflikten på holdet synes måske ikke at være en af de store, men den kommer alligevel til overfladen hver aften. Mens Stroyer svælger rundt i Mudpie, Sundae isdessert og æblekage kigger Jørgensen og Ulveman bittert ned i deres tynde kop kaffe.

»Jeg er kongen af desserter,« udbrød han glædesstrålende forleden aften.

De to journalister ser det nu som deres ansvar at sørge for, at Stroyer får lidt fedt på sidebenene og kommer op på 65 kilo. Derfor var det ganske ødelæggende, at Stroyer måtte hænge ud over rælingen forleden på Stillehavet. Journalisterne bærer nu fotografens udstyr, så han ikke får brændt for mange kalorier af. Der vil løbende blive taget kontrolvejninger af Stroyer, så vi ikke risikerer at han blæser væk oppe i Alaska eller bliver knust under 500 kilos værktøjskassen.

Stroyer er ekspeditionens ældste og mest erfarne medlem. Han tager drillerierne fra de to yngre journalister med knusende ro:

»Jeg har så meget energi, at jeg nok skal køre jer fuldstændig flade. Bare vent,« advarer han.

Jørgensen har lovet sine børn at kvitte rygningen. Hver smøg koster 100 kroner hjemme i Espergærde, så det tema vil vi ikke beskæftige os ret meget med. Det er ikke for ingenting, at Jørgensens speciale på avisen er privatøkonomi. Det kan dog rapporteres, at Jørgensen hver aften med en pæn portion selvdisciplin bestiller et ikke-ryger værelse samt at der er rygeforbud i Explorer-bilen.

Ulveman har en målsætning om at løbe hver dag, tage armbøjninger og maverulninger. Han er allerede cirka 50 kilometer, 150 armbøjninger og 250 maverulninger bagefter motionsplanen og sukker -tynget af dårlig samvittighed -hver gang han ser en motionist på vejen.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere