Sitemap | Avanceret søgning |

Det vilde vesten

Vi er der næsten. Men foreløbig har vi kun fundet det asfalterede spor efter Det Vilde Vestens rigtige opdagelsesrejsende.

Publiceret 13-05-1999

Portland, Oregon d. 12. maj 1999

I begyndelsen af det sidste århundrede, for 195 år siden, sendte Thomas Jefferson, sine exploratører Meriwether Lewis og Wiullian Clark ud for at finde landevejen fra det gamle USA til Amerikas vestkyst.

The Oregon Trail var en barsk rute på over 3000 km over fjendtlige bjerge, gennem dræbende ørkener, forbi indianere, og helt ud til den mægtige Columbia-flods rolige løb mod Stillehavet.

I dag er Oregon en ydetst tilbagelænet stat med fredelige og flinke folk.

Tag f.eks. vores indiske hotelvært, der har boet i USA i fire år. Han føler sig hjemme i provinsbyen Madras, der er langt rigere og renere end det Madras, han kender hjemme fra Indien.

Desuden er han ikke langt fra de røde indianere, som han er sikker på, oprindeligt er kommet fra Indien. Også de er fredelige folk. Til en vis grænse.

I det golde indianerreservat Warm Springs går vi på jagt efter regndans, heste, fjerprydelser og medicinmænd. Vi finder kun regnen. Ponyer, fjer og totempæle er mest fortid.

Derimod møder vi en indianer, der giver holdkaptajn Ullerup grund til, for første gang nogensinde, at være glad for sin faldende hårpragt.

Midt i noget, der ligner en bilkirkegård, virker indianeren ikke just venligtsindet. Kaptajnen bliver et øjeblik nervøs, indtil indianeren, med et vurderende blik og et grin konstaterer, at her rækker frisuren ikke til en skalpering.

Vi kører forbi Big Foot Motel. Vidnesbyrdene om Big Foot er uafviselige, men den lokale afskyelige kæmpesnemand bliver formentlig først et rigtigt hit, når de kan vise ham frem i en temapark.

Byen Zig Zag fanger os heller ikke.

Calamity Jane's restaurant dufter ikke godt nok til at forstyrre fotograf Gottfredsens snorken.

Navnet på byen Sandy's High School minder Asbjørn om hans egen gymnasietid. Skolen hedder Bluff.

Skiltet mod Oregon City peger også mod Boring - hvem kunne finde på at dreje af mod Kedelig, når man er sendt på opdagelsesrejse.

Lewis og Clark ekspeditionen nåede målet i Oregon. Den varede tre år. Vores etape af den moderne opdagelsesrejse varer godt tre uger, og slutter først om nogle dage i Seattle. Indtil da vil vi fortsætte eventyret langs Columbia Rivers opdæmmede strømme og brede hovedveje.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere