Sitemap | Avanceret søgning |

Coffee-shops og fri hash

Spejlæggene er vendt »easy over,« og bjerget af pandekager er klar til den tykke sirup.

Publiceret 04-05-1999

San Francisco, d. 3. maj 1999

Vi sidder på de runde stole i en coffee shop i San Francisco og føler os som skuespillere i en Elvis-eller James Dean-film.

Efter motellernes slatne toast og tynde kaffe er det en fryd at se, hvad USA også kan præstere: Rigelig kaffe, nylavede pancakes, ahornsirup, skinke, jukebox ved hvert bord, servitricer i korte nederdele og røde forklæder.

En ægte coffee shop.

Indretningen er, som da serveringsstedet It's Tops på byens Market Street blev indrettet i 1935. Richard Chapman købte det i 1952. Hans søn Bruce styrer køkkenet, mens datteren Sheila styrer serveringen.

Selv de lokale står i kø. Gerne mænd for sig og kvinder for sig, for kernekunderne bor i denne ende af Frisco, hvor homoseksuelle dominerer en hel bydel.

Vi fortsætter dagen med en gåtur ned til centrum. I dag er det blevet maj, og May Day er Jay Day. (Jay er for j, forkortelsen for joint, en hash-cigaret). Ved byens rådhus har hippier, junkier, frihedskæmpere, kræftsyge, prøveløsladte og fritidslandmænd fundet sammen i en højrøstet og munter demonstration for at give hashen fri. Politiet holder lav profil, skønt mange demonstranter har røde og stive øjne, måske for bedre at kunne se igennem tågerne af rygende marihuana.

Luften synes at påvirke fotograf Gottfredsen. Han går amok med kameraet, for i modsætning til bilbyen Los Angeles er San Francisco bygget som en menneskeby. Byliv er faktisk muligt, med hjemløse under broerne og turister, der bliver snydt af tastenspillere på strøgene. Byliv gør sig godt på billeder.

Kaptajn Ullerup er klar til at flytte herover straks. »Jeg tror sgu, jeg køber det hus der,« siger han gentagne gange, da vi kører rundt på byens stejle veje. Journalist Asbjørns forsøg på at vise vej ud fra et kort, der kun viser det overordnede vejnet, mislykkes konstant. Når kaptajnen er chauffør med en smøg i munden, et bilrat i venstre hånd og det uundværlige videokamera i den anden, er det ikke mærkeligt, at vi kører vild for tredje gang.

Det gør ikke noget, at vi kører i ring.

For San Francisco er en smuk by, selv om vindstødene fra havet er rygende kolde, og det regner.

Og Sheilas kaffe og pandekager fra i morges varmer stadig.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere