Sitemap | Avanceret søgning |

For sent til fest i Silicone Valley

Vi har misset et af højdepunkterne på JP Explorers opdagelse af Californien.

Publiceret 29-04-1999

Los Angeles, onsdag den 28. april 1999

Efter dages dybdeborende research i den amerikanske pornofilmsbranche, eller Silicone Valley, som de kalder det her, var det lykkedes at få en invitation fra eks-pornodronningen Hurricane Mitch til en fest for branchen.

Men avisen skal ud, og vores slidsomme arbejde med at skrive artikler betød, at vi først ankom til festen i Dragonfly Niteclub på Santa Monica Boulevard kl. halvto om natten.

Da var alle de piger, som mange drenge har smugspioneret på kioskernes videoomslag, ved at gå. Alligevel var det ikke kedeligt. Attraktionen var en kvinde, der stadig havde sin naturlige barm i behold. De andre lignede Barbie-dukker med silicone i bryster og læber, lettere afklædte i heftige antræk, en blev trukket i et halsbånd af sin veninde.

For læsernes skyld ville vi gerne have spurgt, hvad de hed, men tiden var ikke til det. Vi erkendte vores nederlag og drog hjem for at skrive flere artikler.

Nok er pornobranchen en klam affære, men med en omsætning i videobutikkerne større end det rigtige Hollywood er det et stykke amerikansk nutidshistorie.

Mange går og tror, at USA er det historieløse land. Men det er forkert. På enhver bænk, på enhver fast food restaurant, lurer verdenshistorien i de mennesker, der blev tvunget eller lokket hertil af verdenshistoriens gang derhjemme.

Nogle få timer før natklubben havde vi således mødt den sorte pensionist James ved en pølsebod i det barske South Central-kvarter, hvor ungdomsbander kæmper om rettighederne til narkosalg og beskyttelsespenge.

Han kom til Californien fra Texas som 12-årig. Hans forfædre kom til USA fra Afrika, de gjorde de rige rigere, og James har følt, at rollen som undermenneske er arvelig.

»Mange her i området er kun en enkelt løncheck fra at ende på gaden,« siger James. Alligevel har meget ændret sig siden de tidlige 50'ere.

Man får næsten mavepine, når han uden bitterhed fortæller om, hvordan han dengang kørte en søndagstur i bil med kæresten.

De blev stoppet af politiet. James blev beordret ud af bilen og ned på maven. Der lå han midt på vejens snavs i sin hvide skjorte og sit nypressede jakkesæt -han var jo ude at køre med en hvid pige.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere