Sitemap | Avanceret søgning |

Den forbudte champagne

De to surferpiger er let chokerede, da vi forsøger at byde på et glas champagne. De sidder i sandet i deres stramme våddragter og laver opvarmningsøvelser, inden de skal ud at prøve, om Stillehavets bølger kan bære.

Publiceret 27-04-1999

Venice Beach, Californien, mandag den 26. april 1999


HALVVEJS - Ullerup, Asbjørn og Gottfredsen nyder et glas champagne på Venice Beach i selskab med to unge surfer-piger

Ellers tak, smiler de tilbage. Alkohol er strengt forbudt på stranden, og badevagterne i deres Baywatch-røde tøj står i tårnet få meter bag os.

Pigerne tror ikke, at vi som udlændinge bliver straffet særligt hårdt for det med champagnen, men tør ikke selv tage chancen.


HALVVEJS
Ullerup, Asbjørn og Gottfredsen nyder et glas champagne på Venice Beach i selskab med to unge surfer-piger

Med desperat stemme spørger Ullerup, om man så heller ikke må ryge på stranden. I næsten alle bygninger, inklusive restauranter og cafeer, er rygning strengt forbudt her i Californien.

Kampagnen mod røg er så aggressiv, at selv den stolte Marlboro-mand på en giganthøj reklame på Sunset Bouleward i Hollywood har mistet potensen, så smøgen hænger nedad. Reklameteksten er nu forfattet af de californiske sundhedsmyndigheder som en advarsel om, at rygning fører til impotens.

»Vi er i frihedens land,« ironiserer den ene surfer. Hun mener, at almindelig tobak nok kan accepteres herude i fri luft. Selv ville hun have sagt ja tak til et sug af en strengt forbudt marihuana-joint. Det er ikke let at forene Californiens afslappede livsstil med strenge love.

I virkeligheden er den improviserede champagnefest en af opdagelsesrejsens sure pligter. Hjemme fra Danmark har over-exploratør Thomsen understreget, at denne dag er en ganske særlig dag.

De første 250 dage af JP Explorers tur kloden rundt er gået uden væsentlige uheld. Nu skal en skål hjælpe dyret og besætningen gennem anden halvleg. Vi beslutter at forære bilen en gave. Et serviceeftersyn og en hovedrengøring.

Mens fotograf Gottfredsen svømmer hen over de veldrejede rulleskøjteløbere, trækker Asbjørn i badebukser. Inspireret af surferne kaster han sig ud i Stillehavets kolde brænding og giver californierne en demonstration af dansk bodysurfing.

Men selv badning har begrænsninger. Efter det første vellykkede styrt holder badevagternes højttalervogn pludseligt ved bredden og råber advarsler.

Vi beslutter at pakke festen sammen og at skjule flasken. På vej op til bilen hopper proppen af, og resten af de forbudte dråber får lov til at flyde ud i tasken.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere