Sitemap | Avanceret søgning |

Afløsning

For over tre uger siden kastede vi os ud i den første etape i Nordamerika. Nu er det forbi.

Publiceret 22-04-1999

San Diego, Californien, torsdag den 22. april 1999

Vores afløsere var ankommet til San Diego før vi nåede herned fra Los Angeles trafikpropper. Og naturligvis fandt vi dem på en restaurant med hvid dug og gode vine. Det afløses snart af Burger King og billige moteller langs landevejen.


AFLØSNING - Steen Wrem siger farvel til rovdyret i San Diego, mens Jørgen Ullerup og Asbjørn Jørgensen kontrollerer udstyret, inden det nye hold fortsætter turen nordpå


AFLØSNING
Steen Wrem siger farvel til rovdyret i San Diego, mens Jørgen Ullerup og Asbjørn Jørgensen kontrollerer udstyret, inden det nye hold fortsætter turen nordpå

Vi føler det som om, det var et halvt år siden, at vi var på vores første opgave: Med Miamis politi på narkorazzia.

Oplevelserne er fulgt på stribe - som et bombardement af sanserne. Var den største oplevelse at være med folkeforføreren David Duke til vælgermøde i den fugtige Louisiana-aften i Bogalusa? Var det mødet med SWAT-teamet i Miami og den efterfølgende storm af et hus, hvor 11 fattige børn fik deres livs forskrækkelse. Eller var det Grand Canyons ufattelige vidder og det Lucky Luke-agtige kaktus-landskab i Arizona?

Eller var det i virkeligheden mødet med »Main Street America,« der gav mest stof til eftertanke? Vi snakkede med lastbil-chauffører, servitricer, pensionister, butiksindehavere, politibetjente og mange andre om Kosovo, skattetryk, abort, religion, Danmark... ja, om stort set alt.

Overalt har vi mødt venlighed og nysgerrighed. Lysten til at lytte til de fremmede i deres safari-bil har været stor. Det er utroligt som bilen kan bringe et begejstret udtryk i øjnene på folk - og den første kontakt er skabt.

Vores største barriere har været vores rolle som »journalister,« der fik ellers imødekommende mennesker til at gå i baglås og holde sig til deres forhåndsordre om »ingen kommentarer«.

Over 8.547 kilometer fra Miami til San Diego oplevede vi journalistiske sejre såvel som nederlag. Kampen mod Pentagons bureaukrati om tilladelse til at besøge en luftbase gav kun nederlag. Der skulle et præsidentbesøg til at åbne portene for Explorer.

Sejrene var blandt andet når det endelig lykkedes at lokalisere en farmer, en pensionist eller en skoleelev, der kunne fortælle historien, der passede ind i et større amerikansk perspektiv.

Vi vender tilbage til vores poster i Washington, Bruxelles og København en hel del klogere på et Amerika, der ikke altid optræder i overskrifterne. Et Amerika, der er fast forankret i troen på nationens storhed og mulighed for at spille den afgørende rolle i verden. Det er det, der binder nationen sammen.

Til Explorer-bilen dedikerer vi et badge med Bill Clinton fra hans hjemby Hope, Arkansas: »We still believe in a place called Hope.« Mere amerikansk kan det ikke blive.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere