Sitemap | Avanceret søgning |

Grand Canyon for sjælen

Vi var nået til et punkt, hvor der var brug for opladning. På flere punkter.

Publiceret 20-04-1999

Laughlin, Nevada, mandag den 19. april 1999

Trætte på grund af manglende søvn har vi været lige siden den første uge i Florida. Men det var først, da en af os spurgte om motoren var ved at brænde sammen, at alvoren i situationen gik op for os.

Der lugtede ganske rigtigt mærkeligt i kabinen. Et kig på motor-termometeret viste imidlertid, at maskinen stadig fungerer, som den skal efter foreløbig 7.500 kilometer i USA.

Men der var måske nogle sokker m.m., der trængte til at blive vasket.

Så vi bevilgede os selv en halv »fridag,« hvor der var tid til vask, motion og søvn. Og naturoplevelser.

Grand Canyon i det nordlige Arizona viste sig at være akkurat lige så fantastisk som det fortælles.

Men vores ambitionsniveau med besøget var vidt forskelligt. Ulveman ville op klokken seks for at vandre ned til Colorado River i bunden af dalen og tilbage på en dag. En strækning på 25 kilometer.

Funch var med på en længere vandretur, men det der med klokken seks på en søndag var alligevel at presse den for meget.

Wrem var ikke interesseret i at vandre.

»Det er jo bare en stor grusgrav,« sagde han -ganske uimponeret over stedet.

»For mig er en naturoplevelse, at sidde ved en lille rislende bæk og fiske,« sagde han.

Så Funch og Ulveman vandrede afsted ved middagstid. Funch i sine godt brugte tennissko. Ulveman i Timberland-vandrestøvler. Målet var en vandretur på fire-fem timer.

Vi synes, at det gik mægtig fint, selv om ruten gik voldsomt nedad. Dem, der gik opad, så imidlertid godt slidte ud.

Efter to timers gåen nedad, besluttede vi os for at vende om. Og så blev der brug for vandflaskerne. Solen bagede kraftigt. Skridtene blev tungere og tungere. På et tidspunkt blev vi overhalet af en cirka 55-årig mand, der passerede os i højt tempo.

Det kunne ikke være rigtigt! Vi besluttede os for at optage forfølgelsen, og fandt ud af, at det i virkeligheden var mindre anstrengende, når vi øgede tempoet.

Omkring tre kilometer fra toppen kom en ung, smuk pige løbende. Hun gled ned af stien som en elegant gazelle og vi sprang duperede ind til siden.

Det var en dag, der rensede sjælen. Fysisk udmattede -men alligevel genopladede -satte vi os i bilen og kørte mod Nevada. Efter fire timers kørsel stod en hel by i neon og blinkede i horisonten. Vi besluttede os for at se nærmere på den.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere