Sitemap | Avanceret søgning |

Sheriffen fra Bradley

Politibilen holdt længere fremme i vejkanten. De blå og røde lamper på taget blinkede allerede faretruende. Explorer-bilen var ofret.

Publiceret 17-04-1999

Gallup, New Mexico, lørdag den 17. april 1999


COWBOYS - Jyllands-Postens exploratører vækker mindre opsigt, jo længere de kommer mod vest. Der er i forvejen så mange sære typer i Texas og New Mexico

Vi rullede forbi og sheriffen bag rattet så bøs ud. Han satte efter os og vi lod farten falde betragteligt i den lille Arkansas-by Bradley. Skyldfølelsen bredte sig i kabinen og vi spurgte hinanden om nogen havde set, hvor hurtigt vi måtte køre.

Da politibilen kørte helt op bag os, var enhver tvivl udryddet om, at det var os, han var ude efter. Vi rullede ind til siden.


COWBOYS
Jyllands-Postens exploratører vækker mindre opsigt, jo længere de kommer mod vest. Der er i forvejen så mange sære typer i Texas og New Mexico

Wrem ville springe ud og fotografere hændelsen, men sheriffen bad ham i en bestemt tone om at lukke døren. Explorer-bilen så tilstrækkelig mystisk ud til, at han ville løbe nogen risici.

»Hvad skyldes hastværket,« spurgte betjenten.

»Vi er på vej Jorden rundt. Vi skal nå Danmark inden årtusindeskiftet,« svarede Ulveman. Naturligvis var det fartbøllen blandt os, der sad bag rettet og havde set stort på alle fartbegrænsninger.

»Du har overset fire skilte på vej ind til byen. Du kørte 52 miles i timen (83 kilometer) og du måtte kun køre 35 miles (56 kilometer).«

»Jeg har et europæisk speedometer og har vanskeligt ved at konvertere fra kilometer til miles,« svarede Ulveman. Hans undskyldning blev straks undermineret af det amerikanske kørekort, han viste sheriffen. Men sheriffen havde tilsyneladende ringe lyst til at notere en bil på danske plader.

»Okay, tag det roligt fra nu af. Sæt farten ned,« sagde sheriffen, som vi pludselig synes var vældig flink og behagelig. Han gav endda tilladelse til, at vi kunne fotografere vores første sammenstød med ordensmagten.

Den venlig sherif var en af ugens mange positive møder med amerikanerne.

Uanset hvor vi gør holdt er de hjælpsomme, nysgerrige og interesserede i at høre om ekspeditionen. Flere gange har vi poseret foran Explorer-bilen for et foto.

Den eneste undtagelse var på Barksdale Air Force Base, hvor vi fulgte præsident Clintons besøg på B-52 bombeflyets hjemmebase.

Ingenting kunne lade sig gøre. Vi måtte hverken tale med eller fotografere en pilot - selv om piloterne intet havde imod det. En emsig og nervøs pr-mand satte hånden foran Wrems linse, da han forsøgte at fotografere en navigatør, der stillede sig beredvilligt op foran et fly. Da det til sidst alligevel lykkedes os at snakke uforstyrret med nogle besætningsmedlemmer på B-52'erne, kom pr-manden formanende forbi til sidst.

»Husk at I hverken må bruges deres navne eller noget af det, de sagde.«

»Ja-ja. Men må vi godt citere præsidenten,« spurgte Funch.

»Ja, det må I godt,« svarede han grav-alvorligt.

»Tak for det.«

Vi har bevæget os fra sydens fattigdom og fugtige varme, henover farmer-land i Texas og New Mexico, hvor luften er tør og livsstilen western-agtig konservativ.

Jo længere vest på vi kommer, jo mindre opsigt vækker vi. Det er som om, at indbyggerne i de syd-vestlige stater af Amerika er vant til at se så mange mærkelige mennesker, at vores safari-bil drukner i mængden.

Stater som New Mexico og Arizona virker som magnet på nybyggere fra hele USA, der søger lykken - og bedre vejr - uden for storbyerne. Samt sære typer, der blot vil væk fra civilisationen.

Det er endnu en spændende del af Amerika.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere