Sitemap | Avanceret søgning |

De glemte indbyggere

Det synes som en evighed siden, at skiltene på motorvejen advarede mod alligatorer i Floridas sumpe.

Publiceret 17-04-1999

New Mexico, fredag den 16. april 1999

Vi befinder os nu ude i »det vilde vesten«, hvor landskabet til forveksling ligner kulisserne fra en cowboyfilm.

Kun det manglende angreb fra »Billy the Kid« mod et af de lange tog, der snor sig rundt i de rød-brune bjerge, gør, at vi ikke kan drømme os tilbage til dengang, hvor Vesten blev regeret via seksløberens magt.

Et skilt på Interstate 40 i New Mexico viser vej til Billy the Kids grav. Ved at blive skudt fik han netop den voldsomme død, som historien næsten kræver af de mytiske og stolte helte.

Derimod kan det være en deprimerende oplevelse at se de indianere, som engang for mange generationer siden sloges med den hvide mand om herredømmet over prærien.

I stedet for hele prærien er indianerne blevet tildelt reservater, hvor deres problemer med at tilpasse sig en fremmed kultur er tydelige for enhver.

Overalt i reservaterne er der fattigdom og et forfærdeligt rod i form af bl.a. små bilkirkegårde foran hver enkelt af de mobil-homes, der fungerer som indianernes boliger.

Man er aldrig i tvivl om, hvornår man passerer et indianer-reservt. Ud over skiltet ved vejen, markeres det af en synligt faldende levestandard - og et blinkende neonskilt, der fortæller bilisterne om det kasino, som ofte udgør hovedindtægten i reservaterne.

Måske er indianerne blevet undertrykt af den hvide mand - eller måske skyldes deres fattigdom snarere, at de ikke kan tilpasse sig en anden kultur.

Det er umuligt at sige. Men under alle omstændigheder var det nedslående at køre igennem indianernes reservater.

USA synes i dag at have glemt indianerne og deres problemer. Reservaterne har udviklet sig til at være steder, hvor man enten haster igennem eller går på kasino.

Indianerne selv synes at affinde sig med tingenes tilstand. Ikke siden protesterne i Wounded Knee i South Dakota i 1970'erne har indianerne markeret sig synderligt i mediebilledet.

I stedet er der fokus på de sorte og indvandrerne fra USAs sydlige naboer.

Ikke noget forkert med det - men alligevel ærgeligt, at Amerikas oprindelige indbyggere i den grad er glemt.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere