Sitemap | Avanceret søgning |

Vi kører mod vest

Bilens kompas står på stik vest. Hovedvej 287 fra Wichita Falls til Amarillo går direkte gennem farmer-land. Trafikken består af kvægtransporter og godstog med over 120 vogne.

Publiceret 15-04-1999

Childress, Texas, onsdag den 14. april 1999

De små byer, der dukker op, virker som forladte kulisser. Alt er lukket og til salg. Kun en sodavands-maskine virker.

Vi har valgt en hurtig vej gennem Texas - The Lone Star State. Det er ikke uden en vis ærgrelse, at vi allerede kører direkte mod vest.

En måneds arbejde med at få et interview med USAs måske kommende præsident, guvernør George Bush, kollapsede her til morgen. Det ville have bragt os syd på til hovedstaden Austin.

Vi troede på, at vi havde scoopet inden for rækkevidde - selv om vores chancer ikke var store, da vi indledte arbejdet i marts.

Bush gør klar til at blive republikanernes spidskandidat til valget i år 2000 og alle medier i USA - ja, hele verden - vil tale med ham.

Vi måtte derfor finde på noget, der fangede hans opmærksomhed:

»Hr. Bush: Kun danskere kan finde på at krydse både Sahara og Amazona blot for at tale med Dem,« hed overskriften på det brev vi sendte i marts til Austin.

Det fortalte også guvernøren, at han ikke ville være guvernør i The Lone Star State uden en danskers indsats. Den ensomme hvide stjerne i Texas-flaget blev nemlig opfundet af Charles Zanco, en immigrant fra Randers, i 1836. Zanco døde senere samme år ved siden af David Crockett under slaget om Alamo, hvor Texas forsøgte at løsrive sig fra den spanske koloni i Mexico.

Vi forsøgte med andre ord at spille på alle de strenge vi overhovedet kunne i forhold til Texas - og dem er der ikke mange af, når man kommer fra Danmark. Bush vil nemlig helst tale om Texas så længe som muligt og ikke Det Hvide Hus. Vi bad heller ikke om et formelt interview, blot om at verdens-ekspeditionen fik lov til at hilse på ham. Så kunne man altid få ham i snak, tænkte vi.

Længe virkede det som om vores opportunisme ikke havde været forgæves. Hans kontor vidste hvem vi var, når vi ringede. Det er en stor ting.

Først forleden begyndte det at gå skævt, da hans mødekalender blev lukket for de næste tre uger. Men vi var stadig velkomne til at forsøge os i løbet af ugen, fik vi at vide. Forgæves, desværre.

I journalistik skal man altid forsøge det umulige - og være forberedt på ærgrelserne. Vi trøster os med, at vi gjorde vores bedste og ikke gav op på forhånd. Trods oddsene.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere