Sitemap | Avanceret søgning |

Tørlagte

Vi forlod modstræbende New Orleans uden at have fået nogen fornemmelse af byens glade liv. Festivalen i French Quarter måtte klare sig uden os. De næste historier lå længere nord på.

Publiceret 12-04-1999

Hope, Arkansas, Søndag den 11. april 1999


CLINTONS HJEMBY - En smuk solnedgang lagde den rette stemning, da Explorer ankom til Hope, Arkansas, Clintons hjemby.

Efter 750 kilometer på landevejen ankom vi om aftenen til Hope, Arkansas. En smuk solnedgang ved ankomsten lagde den rette stemning. Bill Clintons hjemby -en lørdag aften. Det måtte være syndens hjemby, tænkte vi. Vi så klirrende glas og kvinder, der dansede på bordene foran os.

Det skulle gøre godt med en iskold øl.


CLINTONS HJEMBY
En smuk solnedgang lagde den rette stemning, da Explorer ankom til Hope, Arkansas, Clintons hjemby.

»Vi sælger ikke noget alkohol. Det er en tørlagt kommune,« sagde de på restauranten Western Sizzlin. På væggen hang flere signerede fotos af præsidenten.

Eneste mulighed var baren »the Sundowner« fik vi fortalt. Vi sendte Funch derind, men han vendte hovedrystende tilbage. Her kunne vi nok få os en øl, men ikke noget mad. Øvrigt forlangte de at se ID på, at han var over 21 år. Det er næsten et par årtier siden.

Supermarkedet har tidligere reddet os, der hvor barer og restauranter er blevet ofre for religiøs fanatisme. Vi fandt et, der var på størrelse med en tønde land og delte os op for at effektivisere eftersøgningen.

Det var resultatløst. Ulveman spurgte ekspedienten, hvor det sorte marked for øl og vin var i Hope. Det fandtes ikke, svarede hun med et glimt i øjet -som om Clinton netop havde været forbi.

Men hvis vi kørte ad Interstate 30 ville vi efter cirka 50 kilometer ramme Texarkana, hvor der ikke er grænser for, hvad man kan få, fortalte flere os. Vi forstod, at det var en almindelig udflugt for Hope-folket.

Vi opgav og gik nedslåede tilbage til Western Sizzlin.

»Her sker ingen ting. Der er intet at tale om. Folk tror, at fordi det er Clintons hjemby, så sker der en masse. Men her er helt dødt,« sagde tjeneren Dana. Vi fik trods alt fornemmelsen af, at vi brød ensformigheden.

Rundt omkring os sad velnærede Hope-borgere og konsumerede gigantiske portioner mad, mens de drak is-the. Vores bøffer blev serveret på metaltallerkner, der måtte stamme fra et fængsel. En kvinde begyndte at feje og køre en tæpperenser rundt om vores bord.

»Vi overvejer at gøre mytteri. Det var din idà, at køre til Hope. Lørdag aften uden blot et enkelt glas. Det er for meget,« sagde Funch og Wrem til Ulveman, der er »kaptajn.«

»I still believe in a place called Hope,« lød Clintons slagnummer under valgkampen i 1996.

Det gør vi ikke.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere