Sitemap | Avanceret søgning |

Oh boy!

»EXPLORER,« råbte en stor sort mand, tog stråhatten af i hyldest og slog ud med begge arme. Han kunne være trompetist i et hvilket som helst jazz-band.

Publiceret 11-04-1999

New Orleans, Louisiana, lørdag den 10. april 1999


EXPLORERBILEN - Explorerholdet i færd med at håndtere deres specielle "ven": 500-kilos værktojskassen. Fra venstre ses Michael Ulveman, Steen Wrem og Søren Funch.

Hvilken velkomst til "Nawlins", hvor vi naturligvis straks rullede gennem French Quarter for nedrullede vinduer. Jazz-musikken og livsglæden strømmede os i møde. Efter seks timers kørsel gennem de flade og kedelige stater Alabama og Mississippi var det som at finde den berømte livsgivende oase at nå den tidligere franske koloni.

Klokken var 21, og byen varmede op til en lang nat. I weekenden er der festival i French Quarter, og gæsterne strømmer til byen.


EXPLORERBILEN
Explorerholdet i færd med at håndtere deres specielle "ven": 500-kilos værktojskassen. Fra venstre ses Michael Ulveman, Steen Wrem og Søren Funch.

Men opvarmningen blev uden vores deltagelse. Hotelværelset og computer-tastaturet kaldte desværre.

Sådan har det været hver dag i vores første uge på det amerikanske kontinent. Når historien er hjemme, springer vi ind i bilen mod næste mål. Det når vi som regel om aftenen. Vi checker ind på vores motel/hotel, får noget at spise og går så i gang med at skrive og sende fotos hjem. Ofte kommer vi først i seng ved 2-tiden.

I den forbindelse er det ligegyldigt, om vi er i Birmingham, Alabama eller Fort Myers, Florida. Der er ikke tid til turist-attraktioner, natteliv eller længere pauser. Landevejen kalder.

Hilsen fra svigermor

»Fortsat god ferie,« sagde Funchs svigermor i telefonen, da han ringede hjem. Ordet "ferie" blev hængende lidt i luften.

Sådan er der sikkert mange der opfatter Explorer-ekspeditionen -især når man som os ruller bilen ned i vandkanten på Miami Beach med parasoller og badenymfer i baggrunden. Men bag det journalistiske og personlige eventyr ligger der uafbrudt lange arbejdsdage, der med Wrems ord »trækker tænder ud.«

Vores topfart ligger på sølle 120 km i timen. Kører vi hurtigere på de kraftige dæk, begynder bilen at ryste som en Citröen 2CV i blæsevejr.

De ganske overflødige -men opmærksomheds-skabende -ti reservedunke på taget skaber vindmodstand. Vores specielle ven, 500-kilos værktøjskassen, som vi har det største hyr med at få ind og ud af bilen, virker som et drivanker. Selv de gigantiske lastbiler giver os baghjul og efterlader os i en dieselos.

Amerikanerne har taget imod os med åbne arme. Forleden holdt vi i kø på motorvejen, og folk sprang ud af bilerne for at høre, hvor vi kom fra. Ofte sidder der en lille seddel bag vinduesviskeren fra danske turister eller eventyrere, der ønsker god rejse.

Vi har købt en radio, der gør os i stand til at lytte til og tale med langturschaufførerne omkring os på motorvejen. Og hvad taler de så om: Os!

De diskuterer, hvor den vildt udrustede bil kommer fra, og hvorfor vi mon har ti reservedunke med.

Mange amerikanere har ikke sat foden uden for deres egen stat, og endnu flere har aldrig været uden for USA. Tanken om, at man kan køre en bil jorden rundt er så vild for dem, at de ofte står med halvåben mund og blot bryder ud i et: »Oh boy!«

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere