Sitemap | Avanceret søgning |

Ankomst til Guds eget land

Explorer er landet i Guds eget land. Måske et lille skridt for menneskeheden, men et stort skridt for os.

Publiceret 02-04-1999

Miami Beach, USA, fredag d.2.april 1999

Klokken 18.15 rullede bilen ud af containeren i en lagerhal i Miami efter en nervepirrende dag.

Vi sad ved swimmingpoolen og glædede os over en fri formiddag, inden vi skulle hente Rovdyret i Port Everglades, da mobiltelefonen ringede. Tre amerikanske myndigheder havde udset sig vores bil til inspektion, meddelte Lars Byrskov fra DanTransport.

Ikke nok med, at det er en bil, der er på danske plader. Den har også gennemkørt Sydamerika på kryds og tværs inden den blev afskibet fra det bundkorrupte Venezuela. Alle alarmkokker ringede for de amerikanske myndigheder. Både Toldvæsen, narkopolitiet og landbrugsinspektionen ville kigge nærmere på den i Port Everglades.

Forudsigelsen fra Lars torsdag formiddag var, at vi først ville se den mandag - måske. Katastrofalt - på det tidspunkt skal vi efter planen være i helt oppe i Atlanta, som er mere end 1000 kilometer væk.

I den slags situationer handler det om at kende den rigtige mand. Han hed Eduardo M. Halley, en cubansk amerikaner, der er »senior special agent« inden for ATF - forbundsregeringens politi inden for våben, sprængstoffer, tobak og alkohol.

Eduardo havde dagen forinden budt på cubansk kaffe, da vi besøgte ham for at lave research.

»Ring til mig, hvis I får brug for hjælp,« sagde han.

Ed viste sig at være manden, der kunne trykke på knapper. Lynurtigt var det sikret, at vores container blev inspiceret først af toldvæsenet.

Narkopolitiet gad ikke engang skille den bilen ad, som det ellers er sædvane.

Og landbrugsinspektionen kastede en gasgranat ind i containeren for at dræbe

larver og biller, der måtte gemme sig oppe under bilen.

Til trods for alle odds lykkes det derfor at få vredet bilen ud af de amerikanske myndigheders besiddelse. Og klokken seks om aftenen Florida-tid

stod tre, håbefulde JP-exploratører og kiggede ind i en container i et industrikvarter tæt ved Miamis internationale lufthavn.

Som små drenge kunne vi ikke skjule vores begejstring, selv om det var svært at forestille os, at den firehjulstrukne Toyata nu skal være vores vort andet hjem på turen tværs over det amerikanske kontinent til San Diego i Californien.

En tur, der er beregnet til at tage godt tre uger.

Først skulle bilen imidlertid »pakkes ud« af containeren. Og de guirlander, som det tidligere Explorer-hold fra Sydamerika havde udsmykket førerkabinen

med for at byde os velkommen, skulle fjernes.

De første meters kørsel på amerikansk jord var en smule vakkelvorne. Vi var tæt på at torpedere en bil i det første lyskryds, og strømmen forsvandt fra bilen et par hundrede meter efter. Men nu ter bilen sig som den skal og holder parkeret nede på fortovet foran hotellet.

Det gælder om at passe på vores nye ledsager, for i Miami forsvinder hver 38. bil sporløst. Det vil være det ultimative nederlag. Derfor sov vi langt fra roligt.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere