Sitemap | Avanceret søgning |

Improviseret pressemøde

Så nåede Explorerbilen også på falderebet at blive kendt i Caracas.

Publiceret 24-03-1999

CARACAS, VENEZUELA D. 24. MARTS

Tre af den venezuelanske hovedstads aviser troppede i aftes op til et improviseret pressemøde og fik historien om kollegerne fra det lille nordeuropæiske land, der har fået den vanvittige ide at køre jorden rundt i en blå bil.

Belært af de bitre erfaringer fra exploratørernes gennembrud i brasiliansk TV - det var dengang Jakob og Ole alene satte sig på hele sendefladen i prime time - var Kim godt forberedt denne gang.

Han havde lært - næsten udenad - at sige for eksempel "det har været en rigtig god tur" og "maden var god de fleste steder" og flere andre fyndige og citatvenlige bemærkninger, som de venezuelanske journalister selvfølgelig er nødt til at tage med, når de skriver deres artikler om Explorer-projektet.

Pressemødet fandt i øvrigt sted på en græsplæne.

Den tilhørte den danske ambassadør Søren de Voss, som i fællesskab med fru Karin og hele sin stab havde fået den smukke ide at invitere exploratørerne på middag den sidste aften i Caracas.

Det burde nok have været omvendt.

Det burde have været exploratørerne, der inviterede ambassadens folk - og for den sags skyld hele den danske udenrigstjeneste i Sydamerika på middag som tak for en uvurderlig støtte gennem de seneste tre måneder.

Lige fra Explorerbilen skulle vristes ud af kløerne på de argentinske toldere i Buenos Aires lillejuleaften - en opgave, der på forhånd syntes uløselig, hele vejen gennem Argentina, Chile, Bolivia, Brasilien og Venezuela og frem til i dag, hvor bilen - forhåbentlig uden nævneværdige problemer - kan skibes afsted til Florida, hvor et nyt hold står klar til at modtage den i næste uge.

Professionelt diplomatisk arbejde har det været - fra først til sidst. Hvad det nuværende Explorerhold angår, så er de tre medlemmer ved at forberede sig på at blive forhenværende.

Der er snart sidste udkald til flyene ude i lufthavnen i Caracas.

Hvis du vil vide mere
Emner
JP Explorer

Stednavne
Venezuela

Fag
Dansk

Klassetrin
7.-10. klasse