Sitemap | Avanceret søgning |

En ven i nøden

Som logbogens faste læsere vil vide, er det skrevet før.

Publiceret 24-03-1999

CARACAS, VENEZUELA D. 23. MARTS

Men efter mødet med Jose Gregorio -en mand med et stort hjerte og en gammel bil -må det skrives igen:

Verden er fuld af dejlige, hjælpsomme mennesker.

Exploratørerne var midt i den sidste alvorlige udfordring på deres færd gennem Sydamerika -køreturen ind til den venezuelanske hovedstad, Caracas, hvorfra Explorerbilen om et par dage skibes af til USA.

De havde på forhånd hørt en del advarsler:

I Caracas skal man ikke fare vild de forkerte steder. Slet ikke efter mørkets frembrud. Rygtet siger, at det er en farlig by med alt for mange overfald.

Men på trods af alle gode hensigter nåede exploratørerne først til udkanten af Caracas, da det for længst var blevet aften.

Pludselig delte vejen sig, og de skulle træffe et hurtigt valg. De traf det forkerte. Den nye vej var smal, mørk og meget øde.

Øjeblikket efter havde de en blinkende og dyttende bil bag sig. En moustache-prydet mand fægtede vildt med armene for at få dem til at stoppe.

Var han en ven i nøden? Eller en af byens værste banditter? Exploratørerne skulle træffe et nyt valg. De traf det rigtige. De stoppede og gav manden en chance for at forklare sig.

Han sagde, at han havde kørt bag Explorerbilen og studeret den nysgerrigt, da han så den svinge ind på en vej, som meget snart blev meget farlig.

Egentlig var han på vej til en aftale, men han kunne da godt vise vej til et hotel, hvis det skulle være. For resten hed han Jose Gregorio.

Hotellet var optaget. Men Jose Gregorio bed sig fast. Aftale eller ej -nu skulle han personligt sørge for, at exploratørerne kom sikkert i havn.

En halv time senere var bilen parkeret på et hotel i den anden ende af byen. Exploratørerne mente, at de efter mere end fire ugers hårdt arbejde og asketisk livsførelse godt kunne trænge til en enkelt genstand i baren.

Jose Gregorio mente, at han godt kunne nå at få en enkelt med.

Det blev vist nok til en enkelt genstand mere. Og måske en enkelt mere. Det kan være lidt svært at huske helt præcist dagen efter.

Men exploratørerne husker stadig, at Jose Gregorio blev en finere og finere fyr.

Hvis du vil vide mere

Stednavne
Venezuela

Klassetrin
7.-10. klasse