Sitemap | Avanceret søgning |

Ramon: den universelle plattenslager og guide

Han kom dinglende ind på fortovscaféen i El Dorado med en flaske hvid rom i hånden. Med sit snavsede tøj og ubarberede ansigt lignede han skurkens håndlanger i en spagetti-western.

Publiceret 22-03-1999

EL DORADO

Han sagde, han hed Ramon og tilbød at vise os de smukkeste vandfald i verden.

Havde vi lyst til at besøge guldgraverne i stedet for?

Ikke noget problem. Ramon var personlig ven med dem allesammen.

Var det også noget med lidt at ryge på? Et par dejlige piger måske? Hvad som helst?

Vi havde en klar fornemmelse af, at vi havde mødt Ramon mange gange før.

Ramon tilhører det internationale broderskab af selvbestaltede guider for alverdens turister.

Enhver by med bare en enkelt rejsende har en Ramon.

Han går rundt på stranden ved Mombasa, i Saigons gader, i Perus bjerge, han færdes hjemmevant på caféerne i Paris og barerne i New York.

Siger man »Danmark,« siger han »København« og »Tivoli.« Han kan sige »tak« og »skål« og »hvordan har du det« på samtlige europæiske sprog.

Ramon er den universelle plattenslager, den rejsendes evige skaffedyr.

Og denne middagsstund var han ikke lige vores kop te, den iøjnefaldende brandert taget i betragtning.

Men han havde anbefalingerne i orden.

»Skal I ud til guldgraverne, så tag Ramon med,« sagde caféens indehaver, den smilende José. »En bedre guide kan I ikke finde i hele El Dorado.«

Ole var lidt ulden ved tanken om, at vi frivilligt skulle indgå partnerskab med en drukkenbolt, der talte engelsk med skurke-accent.

Kim kunne ikke se nogen alternativer, hvis guldgraverne skulle lokaliseres inden aften.

Jakob stemte også til fordel for Ramon.

Således antaget som det nyeste medlem af Explorerholdet tog Ramon plads i bilen og lod flasken gå på omgang for at besegle den nye kontrakt.

Selv blev han bemærkelsesværdigt ædru på to minutter. Nu skulle der arbejdes. Ramon og hans brødre er på bonusløn. Det kan betale sig at gøre et godt stykke arbejde.

Og det gjorde Ramon. Bag det forsumpede ydre fandt vi en klog og charmerende fyr, der kunne sit kram.

Vi giver derfor anbefalingen videre:

Næste gang logbogens læsere kommer forbi El Dorado, er det klogt at spørge efter Ramon.

Hvis du vil vide mere

Stednavne
Venezuela

Klassetrin
7.-10. klasse