Sitemap | Avanceret søgning |

Explorer-holdet blev tv-stjerner

Explorerholdet har fået et gennembrud i brasiliansk TV. Eller i hvert fald en del af holdet.

Publiceret 17-03-1999

Manaus, Brasilien tirsdag den 16. marts


RAMPELYS
Explorerholdet blev tv-stjerner for en dag, da tre tv-kanaler viste interesse for projektet.


Turistchefen i Manaus, Ivano Cordeiro, havde spurgt de tre exploratører, om de kunne stille op til et pressemøde, og det kunne de selvfølgelig godt -især Kim som i flere uger havde snakket om at blive TV-stjerne i Brasilien, så på slaget ti rullede Explorerbilen op foran turistchefens kontor, og hele tre TV-stationer og flere aviser ventede allerede på trappen.

De kastede sig straks over den portugisisk talende Jakob, som foran de snurrende kameraer fortalte en lang historie om JP Explorer og ideen om at udforske verden en sidste gang før årtusindskiftet.

Jakob snakkede og snakkede -indtil Ole begyndte at demonstrere bilens satellitudstyr og digitale kamera, hvilket selvfølgelig fik de brasilianske kamerafolk og fotografer til at lave en masse billeder af Ole.

Så trak Kim sin notesblok op af tasken og begyndte lidt på skrømt at tage notater i tillid til, at det nok skulle vække pressefolkenes interesse, men de var desværre allesammen -med Jakob og Ole i spidsen -på vej ind til den formelle del af pressemødet.

Her fortalte Jakob en lang historie om JP Explorers samarbejde med skolerne, og så ville journalisterne gerne vide, hvorfor holdet var kommet til Manaus.

Det fik Jakob til at fedte for de lokale seere, for han snakkede i lang tid om Manaus som en vigtig by i verdens største regnskov, hvorefter han kiggede på Kim og spurgte, om han havde husket at få det hele med.

Det havde Kim faktisk ikke nogen anelse om, fordi han ikke havde forstået halvdelen, men han nikkede alligevel for at give journalisterne bedre tid til også at få hans syn på projektet.

De kaldte dog først på Ole og oplyste ham om, at han som fotograf havde et andet perspektiv på tingene, og det måtte han gerne gøre rede for på engelsk, så Ole perspektiverede løs, indtil han blev afløst af Jakob, som foldede et stort landkort ud på bordet og fortalte en masse rejseanekdoter, mens Kim lænede sig over mod ham og forsøgte at smile til de brasilianske seere.

Længe efter løftede han hånden for at spørge pressefolkene, om de havde brug for en sidste kommentar, men de greb den bare, rystede den hårdt og sagde farvel og tak.

Landefakta
Brasilien
Vidste du, at hovedstaden hedder Brasilia, at arealet er 8.511.965 km², og at befolkningen er på 190 millioner mennesker?

Brasilien
Vidste du, at hovedstaden hedder Brasilia, at arealet er 8.511.965 km², og at befolkningen er på 188 millioner mennesker?

Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Brasilien

Klassetrin
7.-10. klasse