Sitemap | Avanceret søgning |

Snydt af indianerne

De snød os, de indianere. Vores drillesyge venner i Xingu-reservatet havde deres egen måde at drive gæk med de hvide mænd.

Publiceret 05-03-1999

Tanguro, Brasilien, fredag d. 5. marts


Snydt af indianerne (1)
Der var stor interesse om alt exporatørene foretog sig. Her er Kim ved at skrive dagens logbog.


Første gang vi var nede ved floden for at bade med dem, sagde en af dem, at vi skulle passe på, for der var krokodiller og blodtørstige piranha-fisk omkring os.

»I tager fusen på os,« svarede vi dem.

De fastholdt truslen, og alle som en holdt masken.

Knap var vi krøbet i sikkerhed på land, før de allesammen grinte. Hjerteligt.

Således også med brylluppet den sidste aften. Den lovede bryllupsfest var blot en vits, og de to, de sagde skulle giftes, kan netop ikke fordrage hinanden.

Og brydekampen. Den blev heller ikke til noget.

Det havde regnet, og det smattede føre på landsbyens centrale plads gad de ikke glide rundt i.

Hvordan skal man tage afsked med noget, man ved, man aldrig ser igen? Og som måske ikke engang findes længere om ganske få år?

Det var svært.

Også indianerne har svært ved det.

De har for eksempel intet ord for farvel.

Man siger: Jeg rejser.

Og de svarer: Du kan rejse.

Med hånden vifter de én væk. Det er deres farvel. I Danmark havde det været en fornærmelse.

Vi var tavse i lange stunder efter mødet.

I vores tasker havde vi gaver fra dem, flotte halsbånd, armbånd og hængekøjer af buritipalmens fibre.

Jakob og Kim havde en særlig souvenir.

Hundredevis af insektbid på ryg, arme og ben, der får dem til at ligne skoldkopperamte børn. Biddene klør. Men de kradser ikke igen. I den såkaldt civiliserede verden vil de finde en lindrende salve.

Kalapalo-høvdingen Vadiuvi gør en sidste gestus.

»Vent et øjeblik,« siger han.

Han går op i sit hus og vender tilbage med et stort beiju -maniokbrød.

»Til rejsen.«

slut

Landefakta
Brasilien
Vidste du, at hovedstaden hedder Brasilia, at arealet er 8.511.965 km², og at befolkningen er på 190 millioner mennesker?

Brasilien
Vidste du, at hovedstaden hedder Brasilia, at arealet er 8.511.965 km², og at befolkningen er på 188 millioner mennesker?

Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Brasilien

Klassetrin
7.-10. klasse