Sitemap | Avanceret søgning |

Den nøgne sandhed

Den skinbarlige sandhed om første halvdel af det sydamerikanske Explorer-ben er imidlertid, at projektet, ruten, strabadserne og problemerne blev nøjagtig den calderon -den stærke sammenkrydrede ret -som forudset før starten i december.

Publiceret 14-02-1999

RIO DE JANEIRO, BRASILIEN D. 14. FEBRUAR

Intet er som før. For syv uger og 14.000 kilometer siden.

I den dampende gryderet er alle normer blevet rodet sammen.

Presset for at nå målet var til tider ekstremt.

Ikke kun var den geografiske strækning kolossal, målene var også at levere 12-13 artikler om ugen, at slippe helskindet gennem ofte farlige områder og at få bilen med al dens dyrebare elektroniske udstyr frem i god stand.

Fra i dag holder JP Explorer en uges pause i Rio de Janeiro.

To exploratører stiger af og flyver hjem, mens to andre flyver ud og slutter sig til "kaptajn Rubin".

I afskedens time kan vi forsøge at forstå, hvad der skete med os og med projektet. Vi kan tælle timerne, dagene og kilometerne og genskabe et eventyr, der til tider kan virke som et fatamorgana i Atacama-ørkenen.

Hårdt som intet andet

For den nøgne sandhed er, at vel var der tryk på, og vel har vi oplevet mere af Sydamerika, end de fleste andre får mulighed for at se. Men det har været hårdt som intet, nogen af os har gjort før.

I bakspejlet står regnskabet:

51 dage med 16-18 timers arbejde, på nær én frieftermiddag i en boliviansk provinsby, hvor vi købte gaver til vores koner.

De fysiske strabadser inkluderer højdesyge i fem kilometers højde i Andesbjergene; dage med bolivianske varianter af "Roskilde-syge", der nok kunne få en og anden til at gå ind for udvidet udviklingshjælp til landets sanitære system; en nat, da det blev nødvendigt at give en udmattet exploratør ilt fra flaske; en besvimelse på en restaurant på grund af akut blodsukker-mangel.

Samt ikke mindst træthed, oceaner af træthed, tunge øjenlåg over glinsende "fiskeøjne", der kiggede ned i en computerskærm på bagsædet, mens bilen bankede gennem natten over knoklede sydamerikanske bjergveje.

Et begyndende vanvid kunne anes, da en af exploratørerne en dag på en restaurant lænede sig frem for at spise en frugtsalat.

Af bar vane og for mange timer bag rattet bøjede han sig forsigtigt frem for ikke at "låse" en rullesele over hans skulder, der ikke fandtes.

Derfor var udladningen i Atacama-ørkenen vel blot naturlig.

2000 km. mudder

Efter den kommende uges hvilepause i Rio de Janeiro venter endnu en etape med eventyr-og strabadsgaranti. Den første alvorlige forhindring bliver Amazon-junglen, som JP Explorer vil trænge igennem på "det tykkeste sted".

Ad en 2000 kilometer lang muddervej midt i regntiden, med en særtilladelse til at krydse det "lukkede" Xingu-indianerreservat.

Det er nu engang stilen.

Landefakta
Brasilien
Vidste du, at hovedstaden hedder Brasilia, at arealet er 8.511.965 km², og at befolkningen er på 190 millioner mennesker?

Brasilien
Vidste du, at hovedstaden hedder Brasilia, at arealet er 8.511.965 km², og at befolkningen er på 188 millioner mennesker?

Landeportræt
Hvis du vil vide mere