Sitemap | Avanceret søgning |

Lus i sengehalmen

Kan man forestille sig små mikroskobiske væsener, der ligger og roder rundt i halmen i bolivianske junglesenge?

Publiceret 06-02-1999

Cáceres den 6. februar

Skulle de eventuelt have en særlig forkærlighed for bleghvide danske mandelår?

Explorerlår.

Sådan nogle små bæster, der snapper en i haserne, når man sover, så man er fyldt med ætsende røde knopper om morgen?

Det kan vi.

Vi sad nemlig pludselig en dag i explorerbilen og kløede os gevaldigt i vore ukristelige afdelinger efter en nat i Chaparedalens lummerhede på Hotel Copacabana, der nærmest er en luder-og banditrede og bestemt ikke bærer sit navn med glans.

De små dyr havde fået bugt med os. Som om vi ikke havde problemer nok i forvejen.

Det har været en uge, der aldrig skal blive glemt.

Bolivia levede til fulde op til sit ry som Sydamerikas vildeste og mest magiske land. Naturen var rå som de færreste andre steder og fik næsten knækket os.

Stejle klippevægge, sammenstyrtede broer og oversvømmede landeveje terrorisrede os, for ikke at tale om forbrydere, et andet af den bolivianske naturs særkender.

I fire dage kørte vi gennem det østlige Bolivia. Med en bilsmugler og pistolmand, der fungerede som vores guide og beskytter.

Blide smil

Men de barske forhold ophørte, før ugen var omme.

Fra fredag kom der andre boller på suppen. Vi har skiftet land. Og derfor hændte følgende episode her i morges:

Tre kvinder i receptionen på et hotel smilte til explorerkaptajnen og ville godt med på den videre tur.

Det var en - endnu - tidlig morgen, men for første gang i JP Explorers historie foregik den i Brasilien.

Receptionens brasilianerinder var, som den slags er; smilende, bløde og yndige.

Vi var kommet til Sydamerikas store sensuelle smeltedigel. Solen står i zenith over landet og sender 35 graders varme ned allerede fra morgenstunden.

Der er en verden til forskel på Bolivia og Brasilien. Karnevallet starter om en uge. Forventningerne og spændingen før verdens største fest lægger landet i en stemning af sitrende glæde.

TV-kanalerne viser i døgndrift optakts-udsendelser mellem de faste programmer. De forskellige sambaskoler får deres melodier spillet i radio og TV.

Refrainerne og hymnerne lægger sig til hvile i folks ører. Den enerverende musik føder en begyndende ekstase.

Som vi vil tage del i.

Sambaens højborg

Vi kører mod sambaens højborg, Rio de Janeiro. Et vejskilt har netop vist, er der er 2234 kilometer tilbage.

Om det vil der i denne avis' spalter kunne læses mere om i den kommende tid.

Til sidst lige et spørgsmål: Er det rimeligt, at Jesper kan trække en ren skjorte frem af sin store taske, som vi ikke har set i de foreløbig fire uger, vi har delt liv og lemmer i bilen?

Det ikke mindst mens vi andre sidder i den samme trøje som forrige torsdag.

Man kunne udlægge det således, at der ikke har været tid eller mulighed for at vaske. Men så længe vi lugter ens, går det.

Hvor har han fået den fra, spørger vi andre hinanden.

Jespers træk må høre ind under kategorien højforræderi.

Der står om den slags i bilens manual:

"Højforrædderi i explorerforstand er, når et eller flere medlemmer af gruppen gebærder, klæder eller udtaler sig imod selve projektets ånd på en sådan måde, at sammenholdet og de arbejdsmæssige resultater må formodes at kunne lide skade".

Derfor følgende bøn til læserne.

Vi udbeder os gode sanktionsforslag imod Jesper, der sidder på forsædet i sin grønne skjorte.

Ved hans side sidder Søren i en skjorte, der har lugtet af diesel, siden han kort efter nytår blev sjasket til af det stads under et mindre uheld i Patagonien.

Ideer kan indsendeds på følgende email-adresse:

explorer@jp.dk

Landefakta
Bolivia
Vidste du, at hovedstaden hedder La Paz, at arealet er 1.098.580 km², og at befolkningen er på mere end 8,7 millioner mennesker?

Brasilien
Vidste du, at hovedstaden hedder Brasilia, at arealet er 8.511.965 km², og at befolkningen er på 190 millioner mennesker?

Brasilien
Vidste du, at hovedstaden hedder Brasilia, at arealet er 8.511.965 km², og at befolkningen er på 188 millioner mennesker?

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere