Sitemap | Avanceret søgning |

En underlig dag

Hellige lys, en hvid ugle, tre kys, Mozart, et selvopfundet kuglespil og to uheld med Explorer-bilen.

Publiceret 03-02-1999

San Ignacio de Velasco, onsdag den 3. februar

Dette er historien om en underlig dag.

En dag som egentlig burde være en af de værste på turen gennem Latinamerika.

Alligevel føler vi os heldige.

Hvis dieseltanken ikke var sprunget læk igen, havde vi aldrig mødt Matilda og Washington på værkstedet i landsbyen Concepcin.

De to bolivianske børn strålede af glæde, da vi inviterede dem med i Explorers egen udgave af kuglespillet Pentanque.

I timer trillede vi soltørrede, skæve lerkugler mod en cirkel, ridset i sandet mellem bilvrag og motordele.

Tilskuere stimlede sammen.

Vores alvorlige forsinkelse blev leget væk, mens mekanikeren Ignacio Cossio sugede diesel op af tanken, skruede og svejsede løs.

Problemerne gled endnu længere væk, da tonerne fra Mozarts klaverkoncert nummer 21 strømmede ud i gården fra bilens anlæg. En CD med klassiske mesterværker skabte et øjeblik fred i det østlige Bolivia, og selv Ignacio måtte lægge skruenøglen et øjeblik.

Efter fem timer fortsatte vi turen mod Brasilien.

Men ikke langt.

»Øh..hvorfor lyser den advarselslampe,« spurgte Jesper forsigtigt.

Frem med manualen:

»Brændstoffilteret er i stykker. Stop bilen.«

Endnu en gang var vi heldige.

En lastbilchauffør stoppede og hjalp med at skifte filteret, mens regnen fossede ned.

Dagens andet problem blev løst.

Gennemblødte og med mange muler nåede vi frem til San Ignacio.

Et varmt lys strålede os i møde fra døren i jesuitterkirken på torvet.

En aften-gudstjeneste var i gang.

En hvid ugle fløj rundt under kirkens træhvælvinge.

Jakob gik ind.

Her fik han tre kys på kinden af jesuitter-kvinden Manuca, der også overrakte exploratørerne et helligt lys.

»Tænd det næste gang vinden er stærk, og bed tre ave maria'er.«

Det gør vi.

Næste gang.

Landefakta
Bolivia
Vidste du, at hovedstaden hedder La Paz, at arealet er 1.098.580 km², og at befolkningen er på mere end 8,7 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Bolivia

Klassetrin
7.-10. klasse