Sitemap | Avanceret søgning |

Hvor ligger Brasilien?

En lille tyk mand ved navn Onofre stod smilende på pladsen i en idyllisk østboliviansk landsby, der lever af at producere ost og har en 300 år gammel jesuitterkirke.

Publiceret 02-02-1999

San Javier, tirsdag den 2. februar

Han spurgte på klingende portugisisk, om ikke det var noget at overnatte i hans smukke herberg.

»Kom dog indenfor. I ser trætte ud, og vi har en herlig specialitet: Picanha med maniok.«

Det var nok noget, der kunne live op på exploratørerne, der netop havde været ude for en særlig uheldig køredag.

Til trods for 12 avancerede kort over Bolivia, hvoraf tre af dem dækker det sammme område, var vi kørt 300 kilometer forkert, ad møgdårlig vej.

Det havde taget hele dagen. Efter at have kørt i ti timer var vi reelt kun kommet 205 kilometer fremad.

Det får man vist ikke det store exploratør-bevis af.

Vi satte os hos Onofre, der diskede op med en grillplade bøffer og ristede maniokstænger.

Brasilianeren grinte befriende af vores historie.

Vi blev enige om, at det hele var bolivianernes skyld.

Det startede skidt fra morgenstunden. Den første snes bolivianere pegede i stort set lige så mange retninger, når de skulle forklare, hvordan vi kom ud af Santa Cruz.

Knap ankommet på den rigtige vej skete det uheldige. Vores kort passede ikke. Vi kørte forkert. Nordpå i stedet for østpå.

Ingen kunne forklare os hvilken vej, der førte til Brasilien. På nær én.

»I skal tilbage,« sagde han.

»Og svinge til venstre 120 kilometer væk.«

Så gjorde vi det.

Hans råd svarede til vores kort. De var til gengæld hujende forkerte.

Vi kørte rundt i mudder, vandhuller og jord i timer, indtil vi opgav.

Vores kort er fra det bolivianske militærs geografiske institut.

Man forstår måske nu, hvorfor landet tabte tre krige i træk omkring århundredskiftet.

Landefakta
Bolivia
Vidste du, at hovedstaden hedder La Paz, at arealet er 1.098.580 km², og at befolkningen er på mere end 8,7 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere
Emner
JP Explorer

Stednavne
Bolivia

Fag
Dansk

Klassetrin
7.-10. klasse