Sitemap | Avanceret søgning |

Når pengene forsvinder

»Jeg har lige tabt 150.000 kroner.« Holdkaptajn Jakob kom en kende nedslået ind ad døren til vores lille værelse i Santa Cruz.

Publiceret 31-01-1999

Santa Cruz, Bolivia, søndag d. 31.januar.

Søren og Jesper stirrede forbløffet på ham.

Midt i Bolivias fugtige jungle blev Explorer-holdet konfronteret med de dramatiske begivenheder, der de seneste uger har hærget Brasilien:

Økonomien krakelerede og sendte den brasilianske valuta, realen, ud i frit fald. Investorer og dollars flygtede fra landet, der er 200 gange større end Danmark.

Krisen truer med at rive de andre sydamerikanske lande med i faldet -med store konsekvenser for USA, Europa og Japan.

Men også for Jakob og familien, der ejer en lejlighed i Rio.

Næsten halvdelen af lejlighedens værdi er på blot to uger forsvundet op i den forurende luft over millionbyen.

Lejligheden blev betalt med danske kroner, og panikdevalueringen af den brasilianske valuta har indtil videre medført et tab på 150.000 kroner for familien Rubin.

»Det er jo også penge,« konstaterede Jakob tørt.

Søren og Jesper så pludselig med lidt mildere øjne på både pinsepakke og skattereform i Danmark.

Sydamerika er et dramatisk kontinent.

Bolivia har haft 186 militærdiktaturer, siden landet blev uafhængigt i 1825.

Alt er mere voldsomt.

Explorer-bilen kører rundt midt i en storslået og ofte ufattelig natur.

Vi passerer overdådig rigdom og forfærdelig fattigdom side om side.

Her er indianerlandsbyer, der ikke har ændret sig i hundredevis af år, og mega-byer med moderne livsstil og masser af penge.

Latinamerikanerne er vant til dramatiske forandringer.

De har lært at leve med ustabilitet.

Det kan være svært at forstå for en dansker, der ikke kender til militærkup, jordskælv og statsbankerot.

For holdkaptajnen blev en investering i egen lejlighed en dyr forretning.

I morgen kører vi mod den brasilianske grænse.

Så må vi se på det.

slut

Landefakta
Bolivia
Vidste du, at hovedstaden hedder La Paz, at arealet er 1.098.580 km², og at befolkningen er på mere end 8,7 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Bolivia

Klassetrin
7.-10. klasse