Sitemap | Avanceret søgning |

Militærbeskyttelse

Vi bliver overvåget. En ung soldat med skarpladt maskinpistol marcherer konstant frem og tilbage lige udenfor vores vindue på Hotel Real Audiencia.

Publiceret 29-01-1999

SUCRE, BOLIVIA D. 28. JANUAR 1999

Den mørkegrønne militær-kasket er trukket ned over øjnene som beskyttelse mod den skarpe sol.

10 toptrænede elitesoldater fra Bolivias hær holder skarpt øje med os -og den tilmudrede Explorer-bil.

Det er livvagter, der skal sørge for, at vi ikke angriber eller myrder Bolivias regeringschef.

Han er indlogeret få meter fra vores værelse -på samme hotel.

Alle bevægelser i området registreres.

Med bekymrede miner ser de til, mens vi stiller det avancerede satellit-udstyr op på hotellets græsplæne for at fange et signal på himlen.

Artikler, fotos og logbog skal sendes hjem.

Regeringschef eller ej.

Vi smiler og hilser på soldaterne, mens vi snakker om vores egen statsminister, der frit kan cykle rundt i København.

I Sucre er bevæbnede og ofte meget unge soldater en fast del af gadebilledet.

Allerede ved ankomsten blev vi holdt op og afhørt af en uniformeret mand, der blokerede hotellets dør med sit gevær:

»Hvad skal I her? Flyt den bil.«

Explorer-bilen blev flyttet, og Jakob spurgte venligt efter ledige værelser.

Det hjalp ikke.

Først da vi henviste til danskeren Kristian Edinger, der er projektansvarlig for Danida i Potosi, blev tonen varmere. Han havde anbefalet os at overnatte på hotellet.

»Aha....I er fra Danida. Det kunne I bare have sagt. Kom bare ind,« sagde soldaten, der flyttede geværet og fortalte om regeringschefen.

Han blev dog lidt betuttet, da vi bagefter -som vi gør hver aften -tømte bilen og slæbte den ene 'farlige' kasse efter den anden ind i hotellets lobby.

Efterhånden har vi vænnet os til maskinpistolen udenfor vinduet.

Bedre beskyttelse kan man ikke få.

Landefakta
Bolivia
Vidste du, at hovedstaden hedder La Paz, at arealet er 1.098.580 km², og at befolkningen er på mere end 8,7 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Bolivia

Klassetrin
7.-10. klasse