Sitemap | Avanceret søgning |

Illegale exploratører

»Ups!» Vi opholder os illegalt i Bolivia.

Publiceret 26-01-1999

POTOSI, BOLIVIA, D. 26 JANUAR

Efter fire dage i landet har vi endnu ikke indregistreret Explorer-bilen.

Vores pas er heller ikke blevet stemplet.

Derfor er vi her egentlig slet ikke.

For vi kom aldrig forbi militærets kontrolposter eller toldere på vores tur fra Chile.

Derfor skal vi nu ud at finde nogle.

Ellers tyder meget på, at vi måske - til Jespers store glæde - bliver tvunget til at fortsætte vores ekspedition mod Brasilien på lama-ryg.

Jesper har i øvrigt intensiveret sit forsøg på at overtale de to andre exploratører til at købe en lama til kun 400 kroner.

Han vinker og hilser på samtlige lamaer, vi kører forbi. Han vil have de to andre til at forstå, at de er søde.

Nogle gange råber han også »laaamaaaaaa» efter bæsterne, der skræmte flygter ned ad bjergsiderne.

For at få fred i et par timer lagde Søren og Jakob en ondskabsfuld plan.

De sendte Jesper ud for at købe tre hængelåse i Potosi.

Hængelåse.

Ordbogen kom frem, og Jesper tog afsted.

»Yo compro cadados -jeg køber hængelåse,« sagde han til den første, han mødte på gaden.

Bolivianeren kiggede underligt på danskeren, som om han tænkte:

»Nå -og hvad så?«

Efter flere forsøg lykkedes det dog at få en mand til at pege mod en gade.

Desværre var det siesta. Alle butikker var lukket, og vi mangler stadig cadados til at låse ting fast på taget og vores mega-donkraft på bøjlerne foran på bilen.

Til gengæld er dieseltankens beskyttelsesskjold nu blevet svejset på igen.

For tredje gang.

»Denne gang kan skjoldet holde helt til Japan,« lovede den flinke mekaniker.

Dermed er bilen klar til vores tur ned fra fire kilometers højde -mod 'den hvide by' Sucre og dinosauros-fodspor og kokainplantagerne mod nord.

Alt afhænger dog af, om militæret giver os lov til at køre videre.

Landefakta
Bolivia
Vidste du, at hovedstaden hedder La Paz, at arealet er 1.098.580 km², og at befolkningen er på mere end 8,7 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Bolivia

Klassetrin
7.-10. klasse