Sitemap | Avanceret søgning |

Bjerget besejret

Vi klarede det. Turen over Andesbjergene i næsten fem kilometers højde til Altiplano-højsletten i Bolivia.

Publiceret 23-01-1999

ALTIPLANO, BOLIVIA, D. 23. JANUAR 1999

Vi rejste os ved det træ, vi faldt.

Men det gjorde dieseltankens beskyttelses-skjold ikke.

Efter vores desperate nat i bjergene, hvor et uheld med bilen og højdesyge tvang os tilbage til Chile, blev der samlet kræfter, og vi gik veludhvilede i gang med andet forsøg.

Efter et par timers kørsel udbrød de tre exploratører i kor:

»Dér. Det var på dén dumme bakke, vi mistede skjoldet.«

Heldigvis havde en ældre ørken-mekaniker netop svejset skjoldet på igen.

Bilen var endda blevet vasket.

»Krooonsch. Klang, klong, klang,« lød det pludselig under bilen.

Vi kiggede på hinanden.

Skjoldet var faldet af -igen.

Præcis samme sted.

Vi gik roligt ud af bilen, mælede ikke et ord, som var det en helt normal, daglig begivenhed. Skjoldet blev samlet op og surret fast på taget.

Denne gang vendte vi ikke om.

Men forude ventede flere udfordringerr. Først blev vi bremset af em flod.

Var den for dyb?

Søren stak i de blå gummistøvler, som Afrika-holdet har glemt i bilen. Vanddybden var OK, og Explorer-bilen krydsede floden.

De små stenveje var meget øde.

I løbet af syv timers kørsel mødte vi to lastbiler og en enkelt jeep, vi kunne spørge om vej.

Vi ville nødig fare vild igen.

»Der kommer en bil. Vi spørger om vej,« råbte Søren pludselig.

Jakob og Jesper kiggede fremad.

»Nej Søren. Nu stopper du. Det er bare en gammel lama.«

Bag lamaen fik vi heldigvis øje på landsbyen Alota.

Vi var på rette vej, men byens indianere fortalte, at der var fem timer til Uyuni.

Da lærestregen af den fatale nat er aldrig mere at køre i mørke i øde bjerge, blev vi i Alota.

Hos fru Maria fik vi kaffe, suppe og køjesenge med vævede indianertæpper.

Vi besteg bjerget.

Landefakta
Bolivia
Vidste du, at hovedstaden hedder La Paz, at arealet er 1.098.580 km², og at befolkningen er på mere end 8,7 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Bolivia

Klassetrin
7.-10. klasse