Sitemap | Avanceret søgning |

Skygger af os selv

Ørkenens varmedis gør grænsen mellem jordens overflade og atmosfæren flydende. Når mennesker udsættes for ekstreme betingelser, dukker ukendte sider af dem op.

Publiceret 24-01-1999

ATACAMA-ØRKENEN D. 23. JANUAR 1999

Utydelige som varmedisens tåger.

Vores skyggeside.

De tre exploratører nåede grænsen for deres fysiske formåen midt i en af Moder Jords mest fantastiske skabelser.

Hvor jorden hæver sig mod himlen, i knap fem kilometers højde, på den bolivianske Altiplano højslette. Med grønne søer, lilla bjerge og flokke af lyserøde flamengoer.

Og ikke et øje i miles omkreds, som man så beskedent siger på dansk.

Under den knastørre sol stod vores skygger laserskarpt ud fra vores fødder. Ugens, ja måske en af JP Explorer-projektets hidtil alvorligste hændelser, havde mejslet udmattelsen i vores ansigter.

Overmand

Naturen var vor overmand.

Vi blev skygger af os selv.

Sol og skygge. Ying og Yang.

Intet eksisterer uden sin modsætning.

Højdesyge. Fysisk og mental udmattelse af at være kørt forkert i natten på den mennesketomme Altiplano højslette.

Midt i de fænomenale naturscenerier blev vi små. Meget små.

Vores stemmer blev svage. Vi ville gerne ned. Ønskede, at vi ikke havde haft det seneste uheld med dieseltanken på netop dette sted. Netop før solen gik ned og hyldede alt i bælgravende mørke og isnende kulde.

Og at vi ikke i timerne efter var kørt vild. Med en defekt bil.

Vores skyggeside kom frem.

Fobier, angst for det usikre. For hvad natten ville bringe.

Vi lagde os alle tre i det store bagagerum inde i bilen i soveposer med alt tøjet på. Temperaturen faldt til minusgrader - mindst 35 lavere end blot få timer før.

Beroligede hinanden. Fortalte om tidligere oplevelser, var præcise og ærlige, når vi talte om, hvordan vi havde det.

Som havde vi kendt hinanden hele livet, fungerede vi perfekt. Den, der havde det mindst dårligt, tog over og gjorde det for andre uoverkommelige.

Fjernede taskerne fra bagagerummet, gjorde klar for natten.

Hovedpinen og kvalmen i den iltfattige luft var blevet langt værre end nødvendigt af, at vi dér in the middle of nowhere var nødt til reparere bilen og foretage hårdt fysisk arbejde.

Det frarådes på det bestemteste, når man lige har bevæget sig op til disse højder.

Vi kunne se på hinanden, hvor skidt det så ud. Det blev ikke skjult. Situationen var for vigtig til, at der var plads til nykker eller nærtagenhed.

Gispede efter vejret

I natten lå vi hver for sig vågne og gispede efter vejret. Himmelrummet glimtede af millioner og atter millioner af stjerner. Mælkevejen strøg forbi over vores hoveder.

Det blev endelig morgen. Sollys varmede vores kroppe.

En brækkede sig.

Vi besluttede ikke at udfordre naturen yderligere. Vi kørte nedad. Og tog en fridag.

I ørkenen og på den bolivianske Altiplano-højslette går himmel og jord i et. Grænserne mellem fysik og psyke overlappede også.

Det stod uklart, hvem der bestemte. Og klart, at fysikken og psyken er samarbejdspartnere.

JP Explorers fornemste opgave er at opleve klodens mennesker. At beskrive dem for læserne og de titusinder af skolebørn, der bruger vores materiale i deres undervisning.

Men vi er også ude at opleve os selv.

Denne oplevelse gjorde os stærkere. Bagefter klaskede vi hænder. Vi havde håndteret situationen rigtigt, mente vi.

Der var sol på vores skyggeside.

Landefakta
Chile
Vidste du, at hovedstaden i Chile hedder Santiago, at landets areal er på 736.900,00 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på 16,3 millioner?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere