Sitemap | Avanceret søgning |

Flodhestens hævn

Hvad er sort og blåt og kan løbe 60 km i timen? En afrikaner i blåt tøj, der bliver jaget af en rasende flodhest.

Publiceret 07-12-1998

MESSINA, ZAMBIA, D. 7 DECEMBER

De kan se noget så nuttede ud, de rødbrune bamser med bitte små øren.

Men tag ikke fejl.

Flodhesten er Afrikas farligste dyr - arten, der årligt dræber og flænser flest mennesker.

Den statistik er svær at fortrænge, når man sidder på taget af en lille lastbil med to aggressive flodheste under sig.

Som evigt eventyrlystne exploratører var vi selvfølgelig ellevilde ved tanken om at opleve to af disse enorme dyr blive sat fri i en skøn naturpark.

Men flodhestenes taknemmelighed over denne ellers så velmente gestus er ikke stor, da de når frem efter en lang og slidsom køretur - de tænker kun på hævn.

Knap er de ude af lastbilen, før den tonstunge han med et gab som et babybadekar buldrer hen imod dyrepasser Claudius, der har gemt sig bag en safarijeep. Men fuldt bevidst om den falske tryghed forsvinder han snart i rasende spurt ind i bushen.

Flodhesten gider ikke jagten og angriber i stedet jeepen, der tydeligvis har fortjent nogle bank.

Blodet springer fra slemme snitsår, men dyret kræver mere kamp og sætter kurs mod lastbilen.

Her på taget sidder fem meget stille mænd og et stk. rystende exploratrice. Holdkaptajnen optræder som krisepsykolog og forsøger uden held at forklare, at det tonstunge vilddyr umuligt kan vælte den lille lastbil.

Om det er fotografens skud med kameraet vides ikke. Men efter en stund sætter dyrene afsted mod vandhullet, og vi slipper chokerede - men levende ned fra taget.

Indrømmet, vi undersøgte det ikke hjemmefra: Men flodheste-angreb må da i Himlens navn kunne udløse et betragteligt risikotillæg.

Landefakta
Zambia
Vidste du, at hovedstaden hedder Lusaka, at arealet er 752.614 km², og at befolkningen er på ca. 10,5 millioner mennesker?

Zambia
Zambia grænser op til Angola, Congo-Kinshasa, Malawi, Mozambique, Namibia, Tanzania og Zimbabwe. Landet er på 752.614 kvadratkilometer, og hovedstaden er Lusaka.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere
Emner
Dyr

Stednavne
Zambia

Klassetrin
7.-10. klasse