Sitemap | Avanceret søgning |

Afrikas mange dufte

Afrika lugter. Ikke altid grimt - men vi må konstatere, at her er konstant udfordring for næseborene.

Publiceret 25-11-1998

ZIMBABWE D. 25 NOVEMBER

Akkurat som Kattegat, flæskesteg og oliefabrikkerne i Århus Havn har Afrika sine helt specielle lugte.

I Cape Town nød vi duften af havet, og det var her, vi fik færten af Sydafrikas fortrinlige vine. Op gennem Namibia stod den på sød kanelduft fra tysk apfelstrudel afløst af citrusagtig myggespray - flittigt brugt af begge køn som eau de cologne i skumringstimerne.

Vi synes alle tre om de tropiske blomsters eksotiske dufte. Og er enige om at fattigdom og slum stinker slemt af råd, pis og jordslået karklud.

Men ellers er lugte og dufte blevet et emne, vi tit diskuterer.

Blot for at nævne et eksempel erklærer fotografen sig lidenskabeligt tilhænger af odeuren fra Kaokolands himbakvinder, der ynder at smøre sig ind i gedefedt.

Men det må altså være kvindernes ydre skønhed, der trækker i næsefløjene på den anerkendte haute couture fotograf. For ingen ved deres sansers fulde fem kan elske denne vammelsøde lugt af lunken ged.

Heller ikke luften i Explorer-bilen må gå ram forbi.

Vi har selv mistet næse for det, men efter en lang dag på farten må lugten af støv, sved og småsure tæer være slemt bedøvende for udefrakommende. Læg hertil lugten af den diesel, der siver ned ad sideruden på grund af en utæt jerrycan på taget.

Og så er der selvfølgelig den evindelige mandehørm, af hvilken der ikke bliver mindre. Slet ikke nu, da exploratricen efterhånden har givet op og gør sit bedste for at hørme som de hunde hun er iblandt.

Hvis du vil vide mere

Stednavne
Zimbabwe

Klassetrin
7.-10. klasse