Sitemap | Avanceret søgning |

Hurra for asfalt

I dag har vi rundet 5.000 kilometer på etapen i det sydlige Afrika. Begivenheden fandt sted på en asfaltvej.

Publiceret 23-11-1998

KATIMA MULILO, NAMIBIA D. 23 NOVEMBER

Ikke nogen selvfølge - sådan at forstå.

Siden vi forlod Cape Town for knap et par uger siden, har Afrikas interessante vejnet budt på noget for enhver smag - lige bortset fra en bredsporet motorvej.

Dengang glædede vi os til at komme væk fra civilisationen og få lidt mere løssluppen terræn under dækkene.

Og sandt skal siges - de bedste historier ligger næsten altid for enden af en grusvej.

Men når hjulene nu efter uendelig mange timers kørsel i sand, grus og sten atter rammer en stribe jævn asfalt, er vi parat til at kysse den sorte belægning. Hvem var dog den geniale person, der opfandt det forjættede stads?

Det er ikke bare det, at rygsøjlen bliver som en slatten karklud efter en dagstur på veje med form som et vaskebræt.

Det er også temmelig svært at undgå slåfejl, når det rullende kontor kører gennem et åbent stenbrud.

Og så er der jo selve bilen, der desværre må tage imod nogle væmmelige knubs.

På Sydafrikas veje punkterede vi - hvilket dog blev en ret stor oplevelse for exploratricen, der aldrig før har set hverken donkraft, kodebolt eller for den sags skyld en highlift.

I Namibia fik vi slået hul i udstødningen. Det klarede holdkaptajnen og fotografen med en lappeløsning i form af Gun Gum og spændebånd.

Men vi er nu blevet ret begejstrede for asfalt.

Så selv om vejskilte - pga. løsgående elefanter - råder os til at køre 80 km i timen, så er det med næsten den dobbelte hastighed vi i dag runder de 5.000 kilometer.

Landefakta
Namibia
Vidste du, at hovedstaden hedder Windhoek, at arealet er 825.418 km², og at befolkningen er på 2,1 millioner mennesker?

Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Namibia

Klassetrin
7.-10. klasse