Sitemap | Avanceret søgning |

De vilde dyr kan spises som et delikat måltid

Vi er voldsomt betaget af de vilde dyr her i det sydlige Afrika.

Publiceret 23-11-1998

RUNDU, NAMIBIA, 22. NOVEMBER

Vi hviner af fryd i samme sekund en giraf viser sig i vejkanten eller en krokodille slår med halen i en grågrøn flod.

Men indrømmet. Vi er endnu mere vilde efter at æde dem.

For det madglade Explorer-hold er det efterhånden blevet en dårlig vane, at så snart vi ser et nyt vildt dyr, er vores første tanke, hvordan det mon smager. Og dukker der noget ukendt og eksotisk frem på menukortet, kaster vi os grådigt over det.

Den første positive overraskelse var bøfferne fra de kæmpemæssige strudse, der spankulerer rundt som var de køer på de sydafrikanske farme. Nu er den slags fjerkræ jo ikke længere fremmed delikatesse i danske kølediske. Men i modsætning til derhjemme er strudsebøfferne hernede enorme og saftige.

Også springvildtet er lækkert.

For det første er der springbok, en lille lækker sag, som i størrelse og smag minder meget om dådyr. Og tag så de store flotte kuduer med de smukke sorte aftegninger i panden. De smager fremragende som rosastegt fillet eller råt marineret i dejlige urter. Endelig er der Oryx med de flot drejede horn. Den største af dem alle, som giver de mest møre bøffer og den mest delikate sovs.

Krokodillekød er dog uden sammenligning det bedste. En lys og saftig mellemting mellem kylling og fisk. Og vi har samvittigheden i orden, for vi kommer netop fra et område, hvor lokalbefolkningens største bekymring var, at krokodillerne tog deres geder.

Men vi har stadig kulinariske oplevelser til gode.

Eksempelvis mangler vi at teste, om zebraens kød smager forskelligt under henholdsvis de sorte og hvide striber. Og så har fotografen og holdkaptajnen indgået et væddemål om, hvor mange uger en girafhals kan holde i en pålægsmaskine.

Landefakta
Namibia
Vidste du, at hovedstaden hedder Windhoek, at arealet er 825.418 km², og at befolkningen er på 2,1 millioner mennesker?

Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Namibia

Klassetrin
7.-10. klasse