Sitemap | Avanceret søgning |

Paradis er fundet

Vi har fundet paradis - det ligger i hjertet af Kaokoland. Stjernerne er stadig tændt, da vi tager hul på dagens etape. Medens morgendisen langsomt damper af, kører vi ad hullede grusveje ind i Namibiens nordvestligste hjørne.

Publiceret 20-11-1998

KAOKOLAND, NAMIBIA D. 20 NOVEMBER

Vi suser forbi de spredte landsbyer, hvor runde hytter af ler og grene giver familier og dyr ly for natten. Et par hyrdedrenge genner en flok livlige geder på vej og elleve okser med flot buede horn flygter op mellem træerne, da de får øje på Explorer-bilen.

Hjulsporene fører os skiftevis gennem sand, grus og åbne stenbrud og vi nærmest flyver hen over de udtørrede flodlejer. På højre hånd troner de flotte Zebrabjerge, og forude kan vi skimte Angolas buskklædte sletter.

Efter fire timers kørsel, hvor bilens højdemåler fortæller os, at det støt og roligt går ned ad bakke, ender vejen brat ved det brusende Epupa-vandfald.

Efter de mange dages kørsel i bushen synes det næsten uvirkeligt at stå ved bredden af den kølige Kuneneflod.

Eftermiddagen bruger vi i palmernes skygge, hvor den svale brise fra floden blander sig med den hede luft. Og medens cikaderne synger, farvestrålende fugle flagrer og en vandglad bøffel leger i vandkanten får vi både skrevet artikler og lavet billeder.

Ingen af os er et sekund i tvivl.

Skulle de mange chefer derhjemme komme på den geniale idà at flytte kontoret ned til det paradisiske Epupa-vandfald, vil de aldrig høre så meget som en eneste klage fra os.

Landefakta
Namibia
Vidste du, at hovedstaden hedder Windhoek, at arealet er 825.418 km², og at befolkningen er på 2,1 millioner mennesker?

Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Namibia

Fag
Geografi

Klassetrin
7.-10. klasse