Sitemap | Avanceret søgning |

Tålmodighed er en dyd

Hvis der er en egenskab, det er absolut nødvendig at besidde som exploratør, så er det tålmodighed.

Publiceret 19-11-1998

OPUWO, NAMIBIA D. 19 NOVEMBER

Normalt går det da også helt godt, men den anden dag var vi tæt på at nå grænsen.

Værst gik det ud over holdkaptajnen.

Vi skulle hente en kvinde, der efter sigende kunne vise os vej til et godt sted at tage billeder til en god historie.

Explorerholdet mødte op til aftalt tid, men kvinden var tydeligvis ikke parat. Hun skulle lige skifte tøj, have sine store curlers ud af håret og føre et par telefonsamtaler med nære veninder.

Allerede her kiggede holdkaptajnen skeptisk på uret.

Langt om længe fik hun sig snøvlet færdig.

Fotografen og exploratricen var hurtige i vendingen og okkuperede sammen bagsædet, hvormed det blev holdkaptajnens udsøgte fornøjelse at underholde det frygtlige fruentimmer.

Men det var ikke nødvendigt. Hendes mund stod ikke stille i àt sekund. Hun kaglede løs om indtil flere ligegyldige emner. Holdkaptajnen forsøgte at smile, men havde overordentlig svært ved at skjule sin irritation.

Bedre blev det ikke, da hun rodede totalt rundt i retningerne med det resultat, at vi flere gange kørte forkert.

Samtidig demonstrerede hun en total mangel på situationsfornemmelse, da hun fast insisterede på - når vi nu alligevel var ude at køre - at lægge vejen forbi hendes mekaniker.

Nu nærmest dirrede holdkaptajnen af arrigskab. Det kunne umuligt blive værre.

Men det kunne det, for i det samme udbrød kvinden:

»Sig mig engang, hvad er det dog for en mekanisme, der får bilen til at køre så godt? Er det hjulene?«

Nu måtte holdkaptajnen give op. En sådan bemærkning på det forkerte tidspunkt er langt mere end hvad selv en holdkaptajnens tålmodighed kan bære.

Landefakta
Namibia
Vidste du, at hovedstaden hedder Windhoek, at arealet er 825.418 km², og at befolkningen er på 2,1 millioner mennesker?

Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Namibia

Klassetrin
7.-10. klasse