Sitemap | Avanceret søgning |

Mandehørm og vilde dyr

Vi har passeret Stenbukkens Vendekreds og bevæger os langsomt mod mere frodige egne.

Publiceret 18-11-1998

OUTJO, NAMIBIA D. 18 NOVEMBER

Og apropos frodig.

De bløde bakker i horisonten er runde og spidse, hvilket straks foranlediger de to mandlige exploratører til fablerier af mytiske dimensioner. Men det må heller ikke være nemt at forblive stueren, når byerne i området er døbt så pikante navne som Grosse Barmen.

Jo, mandehørmen er vendt tilbage som en lummer følgesvend.

Og det i en sådan grad at både holdkaptajnen og fotografen stiller sig komplet uforstående overfor, at exploratricen i deres udsøgte selskab finder det nødvendigt at udvise interesse for områdets andre vilddyr.

De er faktisk så fornærmede, at de på alle måder forsøger at latterliggøre denne ganske naturlige opmærksomhed omkring egnens vilde fauna.

Hvis det eksempelvis en sjælden gang sker, at exploratricen tager sig en tiltrængt lur på bagsædet, så er der pudsigt nok ingen grænser for, hvor mange eksotiske dyr, de to i mellemtiden har passeret.

»Ja både krokodiller og leoparder, men vi ville jo nødigt vække dig,« lyder det så.

Men nu ser det alligevel ud til at Explorer-safarien skal begynde.

Vi har set en giraf.

Det, der ved første øjekast lignede et af de kæmpemæssige termitboer, der overalt strækker sig i vejret med to-tre meter lange søjler, viser sig ved nærmere eftersyn at være en stor, glad giraf.

Der stod den bare og smilede, mens den lystigt gnaskede i sig af træernes grønne blade. Det var et fantastisk fornøjeligt syn.

Langt mere eksotisk end de sædvanlige vildsvin og bavianer - og her hentyder dagens logbogsfører naturligvis ikke til dem i bilen.

Landefakta
Namibia
Vidste du, at hovedstaden hedder Windhoek, at arealet er 825.418 km², og at befolkningen er på 2,1 millioner mennesker?

Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Namibia

Klassetrin
7.-10. klasse