Sitemap | Avanceret søgning |

Så er der serveret

Efter lyden at dømme sad verdens største cikade for nogle få minutter siden umiddelbart uden for hotelvinduet.

Publiceret 22-10-1998

Accra den 22. oktober

Og så - pludselig - blev der stille. Hvilket blot mindede føreren af logbogen om at være forsigtig med, hvad man spiser her i det eksotiske Afrika.

Ikke fordi vi har haft problemer med maden under vores rejse i Vestafrika. Selv den magre høne, vi hørte blive slagtet, og siden fik serveret i den lille burkinske by Po var omend sej, så dog spiselig.

Alligevel har jeg valgt den sikre europæiske model, hver gang menukortet har tilladt det.

Spaghetti.

Spaghetti med kødsovs, spaghetti med tomatsovs, Bolognaise, Napoli eller Carbonara. Et sikkert valg - pasta er den europæiske maves bedste ven. Og som exploratør Thomsen måtte erkende i Wa, så er det i tilgift væsentligt sværere at ødelægge en god gang pasta end en bøf.

Da exploratør Thomsen tilsidst opgav at skære igennem genstanden på sin tallerken - i menukortet bogført som »peberbøf« - og klagede sin nød til tjeneren, svarede denne med trist mine: »but all our beef is like that - what can we do.«

Svaret lå lige for - exploratør Thomsen bestilte istedet... spaghetti.

Personligt traf jeg beslutningen om altid at vælge spaghetti allerede i Ouagadougou, da jeg - påvirket af det lettere fremmedartede miljø - måtte erkende, at det var lettere at vælge spaghetti end at tælle gribbene, der svævede over hotellet, før man bestilte kylling.

Vores bedste måltid fik vi, da vi var gæster hos guldmineselskabet i Obuasi. Men desværre blev det kun til en enkelt ombæring, da vores store ven, Big John - mineselskabets tungeste ansatte - ryddede fadet som var det... nå ja, guld.

Eller spaghetti.

Et enkelt sted blev vi ikke budt på hverken pasta eller magre høner. Det var hos en stamme, der kalder sig akwamuerne. Vi var der for at opfylde vores mission - for at løse den opgave vi har stillet os selv. At finde nøglerne til Christiansborg.

Og vi har nu indsnævret vores jagt på de mytologiske nøgler til en landsby, hvor stammens høvding holder til. Men han havde ikke meget til overs for os danskere, så vi blev ikke budt på så meget som en forkølet nuddel.

Nøglerne vender vi tilbage til i søndagsavisen.

Under alle omstændigheder er det også snart slut med nøgler, »perberbøffer« og pasta. Vi rejser snart hjem til det gode, gamle danske køkken - med burgere, hotdogs, shawarma og kebab

Landefakta
Ghana
Vidste du, at hovedstaden i Ghana hedder Accra, at landet er ca. fem gange større end Danmark, og at en af verdens største kunstige søer ligger i Ghana?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Ghana

Klassetrin
7.-10. klasse