Sitemap | Avanceret søgning |

Kørt fast

Fornemmelsen har ligget og luret hele tiden. Gemt væk i vores underbevidsthed, som en ubehagelig, men uundgåelig konfrontation, man bliver ved med at udskyde.

Publiceret 21-10-1998

Accra den 21. oktober

Det er fornemmelsen af, at der ligesom manglede noget på vores JP Explorer etape, før vi kunne kalde os rigtige exploratører.

Men da vi i dag for sidste gang vendte tilbage til Accra, kunne vi ikke udskyde det længere. Vi var nødt til at adressere den truende fiasko - her ikke så længe før, vi kører vores firehjulstrækker ind i en container og læsser den på et skib med Cape Town som destination.

Hvad der lykkedes for Explorerhold 1 på en sandstrand i Spanien. Og for Explorerhold 2 op til flere gange flere varierende steder i Sahara og tilstødende kommuner, var mislykkedes på vores færd gennem Burkina Faso og Ghana.

Og det ville dog være et nederlag af bibelske dimensioner at komme hjem for at indrømme, at det, som exploratørerne Hertz, Elbæk og Voldgaard havde succes med i vores egen baghave: Europa - det måtte vi opgive i det vilde Afrika.

Det var ikke lykkedes os at køre fast.

Den højt besungne firehjulstrækker har på vores del af den foreløbig 15.000 kilometer lange opdagelsesrejse ubesværet bragt os fra Ouagadougou til Accra via landsbyer med navne dækkende spektret fra Tumu, til Wa, til Ho, til Kpdehuoe.

Og ikke àn sølle gang har adrenalinen - blandet med den stolthed, hvormed en Lada-ejer modtager en fartbøde - suset gennem vores kroppe til lyden af en bil, der var kørt fast.

Men så pludselig - da vi mindste af alt ventede det - sad vi 100 procent, ubehjælpeligt, urokkeligt fast. Og i modsætning til vores forgængere var sandstiger, reduktionsgear, differentialespærre og 30 villige, lokale hjælpere ligeså værdiløse som et spærret dankort i Ouagadougou.

Vi sad fast i trafikken.

Og ingen ved rigtig, hvad det vil sige at sidde fast i trafikken, før de har prøvet at køre igennem Accras centrum på et hvilket som helst tidspunkt af dagen.

Vi havde ikke gjort vores fem kilometer, men to timer lange jagt på Air Afriques kontor i Accra lettere ved at bruge et bykort fra før kolonitiden og en stedsans fra kridttiden.

Og hvis sandheden skal frem - hvilket erfarne debattører jo mener, at den skal - kom holdkaptajn Thomsen i dag sit hidtil nærmeste på unormal sindsbevægelse.

Det skete umiddelbart efter, at han fik at vide, at Air Afriques kontor var flyttet godt fire kilometer om på den anden side af centrum.

Landefakta
Ghana
Vidste du, at hovedstaden i Ghana hedder Accra, at landet er ca. fem gange større end Danmark, og at en af verdens største kunstige søer ligger i Ghana?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Ghana

Klassetrin
7.-10. klasse