Sitemap | Avanceret søgning |

Middag i det fri

Som fremtidig fører af JP Explorers logbog havde jeg allerede hjemmefra rustet mig mentalt. Jeg var til fulde klar over, at vi skulle gennem dele af Afrika, der potentielt kunne virke overvældende på en rødhåret debutant.

Publiceret 11-10-1998

TUMU, SØNDAG KL. 20.30

Lige bortset fra de talrige nærkontakter med overihærdige og snedige myg i Ouagadougou, syntes jeg egentlig, at jeg havde klaret det helt godt. En vildfarelse jeg brutalt blev revet ud af i det øjeblik, Explorer-holdet gik på danserestaurant Lido i Po.

Nu kan en danserestaurant jo være mange mærkelige ting. Og i den forbindelse vil jeg da gerne sige, at danserestauranten i Po var indtil flere af dem én gang.

Vores atter velkørende firehjulstrækker - venligst repareret af autoværkstedet i Ouaga (som vi rutinerede Afrika-farere kalder den) - havde bragt os til denne burkinske udørk, der synes at være gået i stå et eller andet sted i udviklingen fra landsby til by. Evolutionen stoppede - for nu at sige det mildt - inden man nåede til velfungerende elektricitet og arkitektonisk design.

Vores svindende håb om at finde en restaurant i Po blev genoplivet af Xavier - en 16-årig dreng med en trist historie, men ivrig efter at hjælpe tre hvide europæere.

»Lido, det er der de hvide spiser,« sagde han og tog os på slæb ad en jordvej gemt væk i middelsvær bevoksning og under store lunkne vandpytter.

Lidt senere fandt vi os selv - som de eneste hvide - siddende ved et bord i udkanten af et udendørs jordgulv. Under det ene af etablisementets to lysstofsrør, der tiltrak både frøer og insekter på størrelse med B 52 bombefly. Det tog over to timer, før vi fik vores mad, men til gengæld var den frisk.

Det er ikke noget vi tror, vi ved det, fordi vi så og hørte hønsene blive slagtet. Iøvrigt til lyden af Bryan Adams, der på en for hurtigt kørende båndoptager sang »Please Forgive Me.«

Fotografen, hvis maveregion formentlig er galvaniseret efter mange års indtagelse af alverdens farverige kulinariske mutationer, tog for sig af det seje kød. Vi andre stak til det, spiste lidt kartofler og forærede så resten til Xavier.

Selvsamme Xavier var indirekte skyld i mit svidende personlige nederlag. Da jeg med forestilt ligegyldighed sad og studerede et insekt på størrelse med en flyvende killing, fangede Xavier mit blik. På fransk gjorde han mig det forståeligt, at dette insekt havde spyt af syre, var meget farligt og »pas bon.« Jeg lod som ingenting, indtil jeg efter et uopmærksomt øjeblik fandt selvsamme insekt siddende på min arm.

Det efterfølgende optrin vil jeg helt overlade til læsernes fantasi.

Landefakta
Ghana
Vidste du, at hovedstaden i Ghana hedder Accra, at landet er ca. fem gange større end Danmark, og at en af verdens største kunstige søer ligger i Ghana?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Ghana

Klassetrin
7.-10. klasse