Sitemap | Avanceret søgning |

Trætheden ved at indhente kaptajnen

Kaptajnen har igen haft mareridt: Exploreren er forfulgt af maliske antikvitetssælgere, der bruger ældgamle figurer som kasteskyts.

Publiceret 03-10-1998

BAMAKO, MALI LØRDAG D. 3. OKTOBER

Efter en vild biljagt gennem Bamako, hvor adskillige frugtboder nedlægges, sidder bilen fast i et flodleje og indhentes. Kaptajnen bindes fast til en tømmerflåde på Niger-floden. Over hovedet sværmer malariamyg, og både antikvitetshandlerne og krokodillerne griner. Fotografen forsøger at padle væk på tagbagagebæreren, som han har spændt fast på ryggen af en flodhest.

Med hjemrejsen inden for rækkevidde er trætheden over millioner af indtryk for alvor ved at indhente kaptajnen. Fotografen opfører sig derimod stadig, som om han besidder bundløse energireserver. Det halve af natten har han knoklet med at sætte en nysvejset tagbagagebærer på taget, og her til morgen er han før morgenkaffen begyndt at skifte ørkendækkene ud med almindelige vejdæk.

Næste etape, som i de kommende dage vil bringe eventyret videre til Burkina Faso, vil ifølge kilder fortrinsvis gå ad asfalterede veje uden særlige huller. Det bliver en ny fornemmelse, og vi glæder os som små børn.

Opholdet i Bamako har været travlt og anstrengende. Omkring en mio. mennesker bor i hovedstaden, der minder om et gigantisk slumkvarter. Kun toldere, politikere og hvide u-landshjælpere har råd til komfortable villaer.

Trafikken er infernalsk, og forureningen fra små grønne minibusser og gule Renault-taxaer kradser i næsen. Mali må have overtaget en stor del af Europas skrottede biler, heriblandt flere med danske firmanavne skrevet på bagsmækken. I Bamako kaldes de samlet for France-au-revoir-biler, og presser man dem lidt sammen, kan der ifølge en ven være seks af dem i en container.

Mens antikvitetshandlere dagligt plager os for at sælge billige kopier af afrikanske statuer som det pureste malifæ, har vi ladet vreden gå ud over den bilmekaniker, der har svejset den ødelagte tagbagagebærer sammen i alle led.

Han forlanger 700 kr., hvilket på disse kanter svarer til flere månedslønninger, for en formiddags arbejde. Men ligesom alle andre i dette dybt korrumperede land er han villig til at forhandle.

Vi råber og skriger om tyveri og politi, men vi har brug for tagbagebæreren og må til sidst slippe 400 kr. Vi er trætte af at være til grin og glæder os til igen at komme ud på landevejen. Vejen skulle efter sigende gå forbi de søer, hvor flodhestene stadig lever frit. I dag kalder vi bilen for Flodhesten.

Landefakta
Mali
Vidste du, at hovedstaden i Mali hedder Bamako, at landets areal er på 1,24 millioner kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på ca. 11,3 millioner?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere
Emner
Samfundsforhold

Stednavne
Mali

Fag
Geografi

Klassetrin
7.-10. klasse