Sitemap | Avanceret søgning |

Stjerneskud

Det blev aldrig til noget lejrbål. Aftenen gik med at finde en egnet sanddynge til nattens logi.

Publiceret 23-09-1998

NOUAKCHOTT, TIRSDAG D. 22. SEPTEMBER KL. 23.00

Vores guide, Mohamed Vall, så slanger overalt og insisterede på at køre videre.

Da vi endelig langt over midnat igen lå i en sanddyne og kiggede op på den fantastiske stjernehimmel over Sahara, vi har lovet vores nærmeste at fortælle detaljeret om, udbrød et rent festfyrværkeri.

Det er regntid i Vestafrika, og i horisonten langt borte lynede himmelen som et granatangreb. Og over vores egne hoveder lyste pludseligt det flotteste stjerneskud, man kan forestille sig.

Det ville være proportionsforvrængning at sammenligne med de fusere, man kommer hjem med til nytårsaften. Som en nødraket tegnede vores stjerneskud en lang bue ned over himmelen, indtil det eksploderede i to dele og forsvandt i en sværm af gnister.

Et flottere godnatkys er svært at forestille sig. Med fare for at blive astronomisk til grin vil vi påstå, at der er langt flere stjerner over himmelen i Sahara end derhjemme. Muligvis, fordi der er færre skyer. Eller fordi man her hver nat ligger og kigger op i dem.

Men også i Sahara er glæderne korte. Kl. fire om morgenen bankede regnen på soveposen, og vi måtte bryde op. Efter endnu en stribe politikontroller rykkede Exploreren ind i Mauretaniens hovedstad, Nouakchott, og byens forhåbentligt bedste hotel tidligt om morgenen.

Uden at vække opsigt. Der var kun et par enkelte løsslupne æsler på vejene. Samt et par nye, blinkende lysfyr, som vores guide, Mohamed Vall, så for første gang. Han ophidsede sig voldsomt, da vi forsøgte at stoppe ved det røde lys. Så det gør vi ikke mere.

Vi har nu sagt farvel til Mohamed, og dagen er gået med at skrive, fremkalde fotos, at fodre monstret derhjemme, og at planlægge de kommende dage. En enkelt sviptur ud i middagsheden i Nouakchott fortalte os, at beskidte æselkærrer også her er den foretrukne varevogn.

Vi kalder den Dirty Donkey.

Hvis du vil vide mere

Stednavne
Mauretanien

Klassetrin
7.-10. klasse