Sitemap | Avanceret søgning |

Nomadesange og øgler

Vi må altså fortælle lidt mere om vores guide, chefkorporal Mohamed Vall, det nye omdrejningspunkt i vores nomadetilværelse.

Publiceret 21-09-1998

Chinguetti, søndag den 20. September klokken 21.38

Han lover konstant at finde tam-tam med mauretansk dans i et beduintelt, men hidtil er det kun blevet til et par vemodige mauretanske sange, som han selv har udført omkring lejrbålet.

Vi laver fine retter, men Mohamed er enormt kræsen og vil kun spise tun på dåse og brød. Til gengæld elsker han at optræde og kan både slå triller med tungen og slå takt på fodsålerne.

Men i aftes var han lidt småsur. Da chefredaktøren sent om aftenen ringede med en opmuntring over satellittelefonen, blev chefkorporalen fornærmet over, at han ikke fik en speciel hilsen med.

Næste gang har vi lovet at række ham røret, så han kan sige de to ord, han kender på engelsk. »Good morning.«

Mohamed vil vide, hvor lang tid, det tager at ride på en kamel til Danmark, og han kan ikke begribe, hvordan fem millioner danskere kan være klemt sammen på sølle 43.000 kvadratkilometer.

»Hvorfor flytter de ikke herned til os,« siger han og peger ud over de endeløse ørkenvidder.

Dagen er igen gået med en lang og svedig etape på umulige veje gennem ørkensumpe, dybt sand, dækflænsende klippestier og klippeformationer, der ligner kulisser fra en westerfilm.

Exploratør Ingemann har tappet de sidste energireserver på halsbrækkende biljagter efter varaner og andre ørkenøgler. Det ligner en desperat research på den artikel om Saharas truede dyrearter, han har truet med siden afrejsen.

En af dem blev særdeles truet, da det ved et uheld lykkedes Explorer-bilen at køre den over.

Mohamed er dybt imponeret over jagtmetoden og siger, at varaner er en delikatesse i Mauretanien. Den, der ligger under ørkendækket, ser nu ikke videre delikat ud.

Vi er nået til den hellige by, Chinguetti, og er på vej ud for at spise mauretansk cous-cous med kamelkød.

Men i dag skal bilen hedde Øglen


Øglen
En af de mange varaner, en delikatesse i Sahara.
Foto: Carsten Ingemann

Hvis du vil vide mere

Stednavne
Mauretanien

Klassetrin
7.-10. klasse