Sitemap | Avanceret søgning |

Pomadehår og karameller

»Velkommen til Mauretanien. I kan føle jer i total sikkerhed i vores land, og I kan kontakte os 24 timer i døgnet.«

Publiceret 17-09-1998

NOUADJIBOU, 17/9 Kl. 21.01

Chefen for sikkerhedspolitiet bærer Al Capone-seler og slips, har tilbagestrøget pomadehår og en alt for stor kontorstol. Han overrækker personligt de stemplede pas til alle turister. Mødet med ham er sidste etape af en besværlig indrejseprocedure i den islamiske republik, Mauretanien.

Bureaukratiet begynder ved grænsen, når konvojen af biler når frem fra Vest-Sahara efter to dages strabadser. Og det fortsætter dagen efter, når gæsterne skal købe en obligatorisk bilforsikring, igennem toldapparatet og til sidst velsignes af politiet. Heldigvis foregår det hele i højt humør. Mauretanerne er rolige og lattermilde mennesker. De har tid nok, for hvad skulle man ellers have i et land, der stort set kun består af sand? Soldater og politifolk vil gerne have en dansk gave eller souvenir (som vi ikke havde plads til i bilen), men er tilfredse med en Explorer-brochure og et par cigaretter. Plaget af en arveligt betinget kolonisygdom forsøger soldaterne at betjene franskmændene først, indtil vi spørger, om dette mon er lokalkontoret for det racistiske franske parti, Front National?

Hvis de sorte soldater kunne rødme, ville dette være tidspuntet, og proceduren ændres med øjeblikkelig virkning.

Som porten til det sorte Afrika har Mauretanien ry for at være et af Afrikas mest hierarkiske - om ikke racistiske - lande, hvor slaveriet kun officielt er afskaffet. Øverst på sandkagen sidder de hvide, men solbrændte maurere, så kommer deres tidligere slaver, de sorte haratinere, og nederst følger de andre sorte, hvoraf de fleste kommer fra Senegal. Diskriminationen samt Mauretaniens fatale fejlsatsning med at støtte Saddam Hussein under Golf-krigen bragte i nogle år landet ud i international isolation.

Nouadjibou er den landets økonomiske hovedstad med sin blomstrende fiskeindustri, men byens stolthed, en nyasfalteret hovedgade, er ikke nok til at skjule, at landet er et af verdens absolut fattigste.

Flertallet af indbyggerne bor i primitive huse bygget af stampet ler, blik og pap. Alligevel er kriminalitet et stort set ukendt fænomen, og kun de ivrige guider er en plage. Rubber Duck har haft en rolig dag. Vi har fyldt den op med diesel og madrationer til de næste dages eventyr, som vil bringe os fra kysten dybt ind i den mægtige Sahara-ørken.

Udenfor hotellet brydes lyden af palmernes raslen lige nu af en imam, der råber Allahou Akbar op mod himmelen. Det er torsdag og begyndelsen på weekenden. De børn, der går i skole, har fri, og de er allevegne. De er søde, men tror, at alle udlændinge har lommerne fyldt med bolsjer. Med en længselsfuld tanke til to piger og deres marsvin hjemme i Paris,foreslår exploratør Ullerup i dag at kalde bilen for Bonbon eller Caramella. Ingemann stemmer for Caramella.


Grænsevagt
Mauritansk grænsevagt mellem besat Vest-sahara og Mauretanien.
Foto: Carsten Ingemann

Hvis du vil vide mere