Sitemap | Avanceret søgning |

Krykker og konvojer

Vi møder Ibrahim, da vi bærer dadler og vand ud i bilen. Han er lam i benene og har humpet rundt på sine krykker i Dakhla hele dagen for at finde os. Fra en ven i Laayoune ved han, at vi er i byen.

Publiceret 16-09-1998

Ved en »rasteplads« i Sahara

Ibrahim er glad. Fra et postboxfirma på Amager Strandvej i Kastrup har han netop modtaget et brev med et dokument, der fortæller, at han har vundet 27.000 dollars.

Tror han. Enhver dansker ville have smidt brevet i papirkurven ulæst, og selvfølgelig er det hele fup og fidus.

Men Ibrahim tror på det og vil have os til at oversætte instruktionerne, så han kan inkassere præmien, der vil gøre ham til en rig mand.

For tre år siden sendte han sin adresse og en ugeløn til et pyramidespil. Det gav aldrig andet end brevet fra Danmark, som udover dollars lover gratis guldringe med ædelstene, når blot man betaler for monteringen. Prisen for den side af sagen står der sjovt nok intet om.

Vi forlader Ibrahim en smule klogere på verden og kører ned på hotel Bahia, et af de få steder i Sahara, hvor man kan købe alkohol. Her er en livlig trafik af mænd, der forsøger at gå lige, mens de med et forlegent smil forsvinder med deres figenbrændevin i sorte plasticposer.

Så fylder vi diesel på kamelen før to dages kørsel i konvoj ledsaget af soldater ned gennem det sydligste af det besatte Vest-Sahara.

I ørkenen venter en uberørt verden af oplevelser. Et sted har en 20 meter høj vandreklit lagt sig på tværs af vejen, længere fremme har et voldsomt regnskyl revet asfalten væk.

Vi stopper og siger goddag til en kameldriver med 100 dromedarer. Han har været 25 dage undervejs til fods. Det kan vel ikke overraske nogen, at solen stadig skinner, og at temperaturen ligger et godt stykke over varmerekorden i Danmark.

Exploreren lægger sig tilbage i konvojen og kører sydpå. Vi sender en tanke til idemanden bag projektet. Herfra konvojen kalder vi i dag bilen for Rubber Duck.

Hvis du vil vide mere

Stednavne
Vestsahara

Klassetrin
7.-10. klasse