Sitemap | Avanceret søgning |

Studieteknikker

Informationssøgning
Når du arbejder med opgaver på viden.jp.dk, vil du kunne finde de fleste af svarene på tema-sitet (fx Fredsmissionen), men ind imellem er det nødvendigt at hente supplerende information via bibliotek eller internet.

På viden.jp.dk
Tag udgangspunkt i artiklerne, der er oplæg til de enkelte opgaver. Her vil du finde mange af svarene. Yderligere informationer kan du finde under Indsigt, hvor vi har samlet fakta om emnet i små artikler og i et leksikon med de begreber, der ofte vil forekomme i artiklerne. Under Indsigt ligger også række baggrundsartikler fra Jyllands-Posten og andre medier. De fleste er inddelt i temaer, så de er nemme at søge i.

På biblioteket
Søg i bibliotekernes interne database efter oplysninger i aviser, bøger og tidsskrifter. På det enkelte bibliotek kan en bibliotekar vise dig, hvordan du søger i deres system.

På internettet
Søgning på internettet kræver lidt teknik, hvis det skal gå hurtigt og give nøjagtige svar. Hvis du ved, hvad du søger efter - f.eks. Danmarks Riges Grundlov - kan du med det samme sige dig selv, at den må ligge på en offentlig hjemmeside. Så du kan søge efter den på www.danmark.dk eller gå direkte på www.folketinget.dk, hvor Grundloven naturligvis kan læses. På samme måde vil det være oplagt at søge på din kommunes hjemmeside, hvis du vil have at vide, hvor mange der bor i din by.

Er du usikker på, hvor din tekst eller dine oplysninger skal findes på nettet, skal du bruge en søgemaskine. Der er et utal af søgemaskiner. De kan deles i to grupper: Maskiner, der søger på ord i overskriften, og maskiner, der søger på ord nede i dokumenterne. Af den sidste type er www.google.dk den mest anvendte. Den har også tips til hurtig og effektiv søgning.  

Ofte kan det være nødvendigt at bruge flere søgemaskiner, der næsten altid vil give forskellige svar. Her er det nemt at lave en samlet søgning på en snes søgemaskiner på www.dogpile.com.

Endelig er der et utal af søgemaskiner inden for forskellige fagområder, hvis man søger meget specielle emner.

Kildekritik
Vær meget kritisk, når du søger information. De bedste kilder til informationssøgning er de store medier som f. eks. dagblade, biblioteker og internettet. Men også offentlige myndigheder, foreninger og interesseorganisationer kan tit sidde inde med interessante og troværdige oplysninger, der ikke altid er på nettet.

Generelt må du stille de samme krav til oplysninger fra nettet og til trykte medier - eller for den sags skyld til alle former for informationer, du modtager.

Sådan vurderes oplysninger

Når du har fundet en hjemmeside, du vil bruge som kilde, er det vigtigt at finde ud af, hvem der står bag hjemmesiden; hvornår informationerne på siden er fra; om det blot er løse påstande, eller det er seriøst indsamlede fakta; og om der er en kontaktadresse, et telefonnummer eller en e-mailadresse, hvor du kan få flere oplysninger.

Har du tilsvarende fundet en bog eller en tryksag med oplysninger, skal du finde ud af, hvem der har skrevet eller udgivet bogen; hvornår den er trykt/hvor gamle oplysningerne er; og om oplysningerne er løse påstande eller seriøse fakta.

Ud fra oplysningerne om din kilde, kan du bedømme, hvor troværdig hjemmesiden eller tryksagen er. Og overvej om kilden kan have interesse i at pynte på tal eller udelade oplysninger.

En hjemmeside for f.eks. et dansk dagblad eller et ministerium kan du forvente har høj troværdighed, mens oplysninger på en privat hjemmeside eller en mindre forenings side, bør tjekkes hos andre kilder.

Vær også opmærksom på, at tal og oplysninger på hjemmesider kan være usikre, fordi det er ganske få steder i verden, hvor myndigheder, firmaer og organisationer har mulighed for at indhente så nøjagtige oplysninger, som vi har herhjemme. Herudover kan tal og oplysninger på hjemmesider blive gamle og dermed forkerte efter kort tid - måneder eller ganske få år.

Hvis du vil vide mere om kildekritik, kan du slå op på:

Annette Skov, Danmarks Biblioteksskole: Kvalitetsvurdering af websider på http://vip.db.dk/tutorials/kvalitet/default.htm

Udvælgelse
Når du har samlet og vurderet troværdigheden af dine kilder, skal du skimme materialet igennem, så du ved, hvor du skal finde svar på dine spørgsmål.

Strukturer derefter din besvarelse i en disposition. Og så er det om at gå i gang med arbejdet. Når du er færdig med din besvarelse, er det altid klogt at læse opgaven grundigt igennem én gang til. Så er du sikker på, at du har givet svar på alle stillede spørgsmål.

Galathea 3

Da Galathea 3-ekspeditionen 25. april 2007 lagde til kaj ved Langelinie i København, sluttede alle tiders eventyr. Forskerne på ekspeditionsskibet bragte prøver, data og ny viden med hjem. Nu ligger de første resultater klar.
Læs mere om Galathea 3-ekspeditionen

Videnbanken

Videnbanken er indgangen til Morgenavisen Jyllands-Postens verden af viden. Her er samlet tusindvis af artikler, fotos, grafikker, undervisningsforløb, digitale kort og meget andet.
Søg i videnbanken

Projektrum

Et projektrum på viden.jp.dk giver dig mulighed for at lave dit eget udvalg af dokumenter fra portalen. Du kan også lave links til andre sites og uploade filer, som du gerne vil dele med andre.
Læs mere om projektrum

Undervisning

I en række temaer sættes fokus på aktuelle emner fra globalisering og klimaændringer til AIDS og truede dyr. Temaerne omfatter baggrundsartikler, temaer, fakta og undervisningsforløb med lærervejledninger og konkrete opgaver.
Gå til JPs undervisningstemaer

Multimedie

I multimedierummet finder du billedserier, videoer og multimediepræsentationer fra blandt andet Galathea 3-ekspeditionen.
Gå på opdagelse i multimedierummet

Mediarium

Besøg Jyllands-Postens Mediarium i Århus eller København og bliv journalist for en dag. Det er sjovt - men det giver også stof til eftertanke.
Læs mere om JPs Mediarium

Quiz og spil

Find et land i Afrika, tag Jorden rundt med Galathea, eller test din paratviden. Her finder du Jyllands-Postens videnspil, hvor du kan prøve dig selv eller udfordre en ven.
Test din viden her